San Siro vandt unghestefinalen
San Siro vandt Unghesteseries Finale på Bornholms Brand Park, hvor Mads Petersen overtog førstepladsen på amatørernes Top 10.
John Mikkelsen kørte et fint løb med Frank Mikkelsen-trænede San Siro, der trods 40 meters tillæg tidligt kom frem til andet par udvendig i ryg på staldkammeraten Shira Amos. Taormina var toneangivende undervejs med 1.23/1000 meter.
På bagerste langside overtog Shira Amos kommandoen med San Siro udvendig og totalisatorfavoritten Sir Lancelot i tredje spor, men ind på opløbet fik San Siro altså kæmpet sig forbi til kneben sejr i tiden 1.21,4/2160 meter foran Shira Amos og en fint afsluttende Rocky Hjortshøj.
Der var 7.500 kroner til vinderen, der tog årets anden sejr.
To 18-vindere
Der blev løbet stærkt på Bornholm i dag, hvor både King Of The Park (S J’s Photo) med Lars Erik Kaas og Mafioso Simoni (Speed Merchant) med Michael Dahl sejrede i tiden 1.18,1a/1600 meter efter føring fra start til mål. Sidstnævnte var ved at “tabe det hele på gulvet” da det blev til en kort galop i opløbssvinget, men Michael Dahl fik rutineret pareret og årets første sejr var en realitet for Mafioso Simoni.
Ellers var det som mange gange tidligere Mads Petersen, som stjal billedet og med to sejre bragte sig i front på amatørernes Top 10 – dog kun i kraft af flere andenpladser end Stefan Lind-Holm. Begge kuske er noteret for 19 sejre i år.
Læs om dagens løb på Bornholms Brand Park: KLIK HER