Sådan svarede ministeren
Kulturminister Marianne Jelved (R) har nu svaret på det spørgsmål, som Michael Aastrup Jensen (V) stillede i midten af januar måned og hvor han bl.a. antyder, at HFF midler bruges til økonomisk kriminalitet.
Første del af spørgsmålet gik på hvordan HFF bruger de tildelte midler.
Det kunne Folketingsmedlemmet ellers let selv eller have ladet en af sine mange ansatte finde på www.heste.org, hvor regnskaber og budgetter for HFF forefindes.
Her er hele hele ministerens svar
Folketingets Kulturudvalg har den 18. januar 2013, efter ønske fra Michael Aastrup
Jensen (V), stillet mig følgende spørgsmål, nr. 73 (Alm. del), som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål:
”Vil ministeren redegøre for Hestesportens Finansieringsfonds brug af Kulturministeriets tildelte midler, og har ministeren kendskab til om Hestesportens Finansieringsfond bruger midlerne til økonomisk kriminalitet?”
Svar:
Rammerne for Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond (HFF) fremgår af § 11 i lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål (Udlodningsloven).
§ 11. ”Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond har til formål at tilføre dansk hestevæddeløbssport midler og dermed gøre det muligt for Danske Spil A/S efter § 12 i lov om spil at udbyde væddemål på hestevæddeløbssportens baner. Fonden skal endvidere tildele hundevæddeløbssporten midler, i det omfang hundevæddeløb finder sted på hestevæddeløbssportens baner. Det overskud, der fremkommer ved totalisatorspil på den enkelte hestevæddeløbsbane, tilfalder denne bane. Det i 3. pkt. nævnte overskud opgøres som 21,25 pct. af omsætningen på totalisatorspil på den enkelte hestevæddeløbsbane de dage, hvor der er løb i henhold til løbskalenderen. Stk. 2. Hestevæddeløbssportens Finansieringsfonds administrations- og sekretariatsudgifter afholdes af fonden.
Stk. 3. Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond ledes af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, herunder 1 formand. Dansk Galop og Dansk Travsports Centralforbund udpeger hver 1 medlem. Kulturministeren udpeger de resterende 3 medlemmer, herunder formanden. Bestyrelsen udnævnes for en periode af 4 år, og genudnævnelse kan finde sted.
Stk. 4. Bestyrelsen for Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond aflægger årligt regnskab og beretning til kulturministeren”.
Udlodningsloven trådte i kraft d. 1. januar 2012 og er en direkte videreførelse af § 3 A i bekendtgørelse af lov om visse spil, lotterier og væddemål af 17. april 2008, som var gældende frem til 31. december 2011. Der foreligger endnu ikke et revideret regnskab for 2012, og jeg lægger derfor regnskabet for 2011 til grund for mit svar.
HFF modtager hvert år tilskud fra Kulturministeriet. Tilskuddet i 2011 var fastlagt i § 6 B i bekendtgørelse af lov om visse spil, lotterier og væddemål og udgjorde 8,20 % af Kulturministeriets tildelinger til kulturelle formål. I HFF’s regnskab for 2011 var indtægtsført tilskud fra Kulturministeriet på i alt 97.301.646 kr.
Det fremgår af årsrapporten for 2011, at HFF tildelte midler til 9 danske hestevæddeløbsbaner samt til hestevæddeløbssportens hovedforbund, Dansk Galop og Dansk Travsports Centralforbund.
Oversigt over midlernes fordeling:
– Præmiepenge ca. 45 %
– Drift af baner ca. 35 %
– Avlsstøtte ca. 10 %
– Investeringer ca. 10 %
– Cirka 1 % anvendtes på administration.
Jævnfør udlodningslovens § 11, stk. 4, og den nævnte tidligere lovgivning, aflægger HFF årligt regnskab samt beretning til kulturministeren. De årlige revisionsprotokollater har ikke givet anledning til forbehold fra revisors side, og jeg har haft ikke anledning til at antage, at HFF skulle anvende de tildelte midler til økonomisk kriminalitet.
Jeg kan dog oplyse, at Kulturministeriet i 2012 modtog en klage over HFF. Kulturministeriet er i øjeblikket ved at behandle klagen og herunder afdække, om den giver anledning til at rejse kritik af HFF’s dispositioner.
Marianne Jelved
Den sidste del af svaret er interessant.
Hvem er det mon, der har indgivet klage over HFF til Kulturministeriet? Og med hvilken bevæggrund?
Er det Axel Sømod, der også spøger her?
Efter min opfattelse – og der har INTET at gøre med, at jeg er bestyrelsesmedlem i Det Danske Travselskab – så bruges politikerne i en magtkamp omkring Charlottenlund Travbane.