Så kom nederlaget
Efter seks sejre i træk måtte den tyske fireåring Banks, der trænes af danske Michael Larsen, søndag eftermiddag se sig slået for første gang.
Michael Larsen sad selv i sulkyen bag Banks (Abano AS), der gik til start i Grozzer Preis der NRZ – et løb for 4-årige heste og med en samlet præmiesum på 25.000 Euro, på 800-meter banen i Dinslaken.
Fra spor 1 kunne Michael Larsen sende Banks til føring, og han fik lov til at bestemme tempoet undervejs. Tredjefavoritten King of the World (Magnificent Rodney) med Michael Schmied kom frem udvendigt, men ind på lige bane i opløbet havde den problemer med at holde ved, og det betød, at Lindo Eden (Unforgettable) med Arnold Mollena slap ud fra vinderhullet.
Selv om opløbet er kort i Dinslaken, så nåede den akkurat at fange Banks.
De fik begge noteret 1.17.1a/2100 m.
Der var 12.500 Euro i førstepræmie, mens Banks fik 6.250 Euro for andenpladsen.