Russel November i Sweden Cup
Hvis personerne bag de næstbedste heste i verden havde forventet en forholdsvis nem opgave i Sweden Cup, kan de godt tro om igen. Vinderen af Oslo Grand Prix 2009, Russel November, kommer til start i Sweden Cup. Det meddelte Hugo Langeweg J:r i går til elitloppet.se.
“Det lille Elitlopp”, der afvikles dagen før Elitloppet, har i år en førstepræmie på 600.000 SEK. Det har givet været medvirkende årsag til, at kredsen omkring Russel November har valgt at starte i løbet.
Efter sejren i Oslo Grand Prix 2009 var Russel November med i Elitloppet. Den speedie hest fik positionsproblemer i forsøget, og trods en meget stærk afslutning nåede han ikke frem til en finalplads. 14 dage efter gik han til start i Copenhagen Cup. Her sad Russel November som næstsidste hest undervejs, og kunne ikke tage det fornødne ind i den hurtige afslutning. En femteplads blev det til bag Triton Sund og co.
Den 8. maj i år gjorde Russel November årsdebut hjemme i Holland. Her vandt han enkelt før staldkameraten Marco di Jesolo. Blot syv dage senere startede han i Oslo Grand Prix, hvor han ikke rakte til. Det betyder, at Russel November ikke bliver inviteret til Elitloppet, hvorfor Langeweg nu har valgt den næstbedste model. Selvsagt en spændende deltager i Sweden Cup.