Rudbeck er Grand Prix-klar
Peter Rudbeck melder alt vel med staldens to 4-åringer, der begge kommer til start i søndagens 4-årsprøver på Jydsk Væddeløbsbane i Århus. Stand And Deliver matches mod Jydsk 4-årings Grand Prix, mens Sweet Home Alabama (foto) starter i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix.
– Stand And Deliver (der senest var nummer fire i Copenhagen Cup-dagens 4-årsløb i rekordtiden 1.13,5a/2000 meter) kom til at hænge på de to trætte svenske heste og måtte helt ud i fjerde-femte spor i opløbssvinget og opløbet ned. Han lavede en rigtig fin afslutning og med et lidt heldigere løb, kunne det sagtens have været ham, der havde været tættest på Gubbelini af de danske over mål. Stand And Deliver virker til at have lille fordel af lidt længere løb og vi håber han er en af fire-fem heste, der kan gøre op om de gode præmier i Århus. Formen er god, siger Peter.
– Sweet Home Alabama (diskvalificeret for galop i 4-års hoppeløbet på Copenhagen Cup-dagen) blev jo desværre “myrdet” af den gule italiener i sidste start; hun lå ellers til en placering fra to til fem, så det var selvfølgelig irriterende. Formen er fin og for opadgående og hun virker klar til at lave en god præstation i Århus.
Der er startmelding til 4-årsprøverne i morgen tirsdag kl. 8.30-11.00.
Pointberegning: KLIK HER