Royal Dream vandt Prix de France
Foto Gerard Forni
Næstfavoritten 7 Royal Dream med Jean Philippe Dubois vandt Prix de France kort foran 1 Main Wise AS, mens den store favorit Ready Cash måtte tage til takke med en tredjeplads.
Måske har Ready Cash toppet formmæssigt. Måske var det fordi, den fik et for hårdt løb.
I hvert fald var det kun med kniberi, at den holdt tredjepladsen i Prix de France på Vincennes søndag eftermiddag.
Her fik Royal Dream (Love You) nu den storløbssejr, som betyde,r at når den nu går i avlen senere i denne måned, har den en Gruppe 1 sejr som stempel på sig.
Og det er ikke det værste man kan have som avlshingst.
I Prix d’Amerique fik Jean Philippe Dubois kørt Royal Dreams chancer væk ved at ligge i bagfeltet og rode undervejs.
Anderledes var det i dag, hvor han sendte Royal Dream frem mod føring fra start og fik det efter et par hundrede meter.
Siden bestemte Dubois alt i spids.
Ready Cash med Franck Nivard kom skidt til undervejs – Nivard fik aldrig den ryg, han egentlig gerne ville have, men måtte i stedet køre aggressivt for at ikke at blive lukket inde bag en overmatchet Orlando Sport.
Fra start var tempoet højt – de første 600 meter afvikledes efter 1.08,9. Herefter fik Jean Philippe Dubois hevet lidt i land og med 1000 meter tilbage var tempoet nu 1.11.3 og opad bakken fik han yderligere sænket tempoet, så med 500 meter tilbage viste uret 1.12.4.
Opløbssvinget rundt så løbet ud til at skulle blev en tvekamp mellem Royal Dream og Ready Cash.
The Best Madrik (Coktail Jet) og Main Wise As (Yankee Glide) så begge ud til at have problemer med at hænge på, da der blev trykket på speederen.
Ned gennem opløbet var Royal Dream fortsat i front, men nu begyndte Ready Cash at vise svaghedstegn.
Main Wise As med Pierre Levesque kom tilbage og gik forbi, men kunne ikke fange Royal Dream, der sejrede med en halv længde i 1.11.6 – samme tid til Main Wise AS- The Best Madrik var den, der faktisk så stærkest ud til slut, men den nåede akkurat ikke at fange Ready Cash i kampen om tredjepladsen – der var 4/100 sekund -eller en mulespids, der skilte dem, – begge fik noteret 1.11.7.
Derefter fulgte Private Love, mens Severino tog sjettepladsen – Iceland, der fik et godt løb i inderbanen blev nummer syv i 1.12.5.
Roxanne Grif, der ellers har været stabiliteten selv i løbene, samlede alle fire ben, da den nåede op til startvognen og galopperede og blev diskvalificeret.
Royal Dream fik 200.000 Euro i førstepræmie.