Rocky P H imponerede på fjerdeplads
Rocky PH slutter nr fire helt udvendigt efter sin store startgalop.
Efter ni sejre i træk måtte Rocky PH med Knud Mønster forventeligt se sig slået i Europamatchen på Bjerke Trav, men Earthquake-sønnen leverede en kæmpe indsats efter en stor galop i starten.
Rocky PH tabte omkring 30 meter ved sin galop og mange troede vel at Mønster så ville have kørt i stald med sin sejrssluger.
Imidlertid var tempoet på løbet ikke særlig højt,og Rocky PH fik fat i feltet efter 800 meters kørsel og lå længe sidst, hvor storfavoritten Edward Ale (Here Comes Herbie) med Peter Ingves fik lov til at føre an i adstadigt tempo.
Der blev først fart på løbet de sidste 500 meter og her gik Rocky PH stærkest af alle fra sin position i bagfeltet.
Helt frem nåede den ikke, men en fjerdeplads, der var tæt på at blive til en tredjeplads, blev resultatet. Tiden 1.14.3a/2100 m. Edward Ale vandt i 1.14.0.
– Han galoperede, da jeg lige efter start ville trække ned i banen, fortæller Knud Mønster. – Rocky P H gik lige så godt bagefter som jeg havde forventet af ham, og jeg er lige ved at tro, at hvis vi havde haft startplads i første række, så havde vi vundet løbet.
– Det langsomme tempo, der var på løbet var heller ikke til fordel for ham. Jeg ville hellere have haft at de havde kørt i 13-tempo.
Hvor han skal starte næste gang?
– Det ved jeg endnu ikke. Han har ikke tjent penge nok til at være med i Harpers, så vi må finde noget andet, slutter Knud Mønster fra Oslo.