Rocky P H imponerede igen
Knud Mønsters forvandlingsnummer Rocky P H stod for en saftig præstation på Charlottenlund Travbane onsdag eftermiddag, hvor den trods et løb i dødens bare sagde farvel og tak til konkurrenterne i opløbssvinget og sejrede legende let.
Det er godt noget af en udvikling der er sket med Earthquake-sønnen Rocky P H efter den er kommet i træning hos Knud Mønster i Skive.
Femte sejr i træk blev hjemført på en imponerende facon, der giver løfter om en meget stor sæson for opdrætteren og ejeren, Kirsten Draibys hest.
Det er sjældent, at man kan sætte sig i dødens, og så bare forsvinde væk fra konkurrenterne på den måde, som Rocky P H gjorde det.
På et banelegeme, der slet ikke blev så vanskeligt som man havde frygtet, vandt Rocky P H sikkert i 1.16.8a/2000 m.
Der var 15.000 kroner i førstepræmie og dermed har Rocky PH tjent 146.146 kroner – heraf de 65.000 kroner i regi Knud Mønster på små to måneder!
– Han har gået godt fra den udvendige position tidligere, så jeg var ikke så bange for at komme til at sidde der igen, fortæller Knud Mønster.
En anden bemærkelsesværdig præstation blev lavet af en hest, som ikke vandt, nemlig Anders F Jensen-trænede Nubia i V5-spillets 5. afdeling.
Nubia med Rene Kjær forsøgte at tage spids fra Albin Sign med Flemming Larsen, men galoperede ved Skjoldgården efter 300 meters kørsel.
Og så troede man, at parret var ude af løbet.
Foran fik Albin Sign (Smokn Lantern) et komfortabelt forspring – ja, den var en overgang 25-30 meter foran feltet.
Opløbssvinget rundt begyndte konkurrenterne at komme nærmere, men forspringet så stadig komfortabelt ud for løbets storfavorit.
Men så dukkede Nubia med Rene Kjær op, og den kom utroligt stærkt ned gennem opløbet og over mål kunne man ikke skille de to heste umiddelbart.
Målfotoet viste, at Albin Sign havde vundet.
Et andet tæt opløb fik man serveret i V5-3, hvor Raleigh (Great Challenger) med Mikkel Olsen var favorit. Parret var da også i spids, men i opløbssvinget gik Gossip Girl med Conrad Lugauer forbi, og lignede en vinder ned mod mål.
Men Raleigh kom stærkt tilbage og vandt med en mulespids.
I de to andre V5-afdelinger var det spids og slut for New of Hanke med Steen Juul og Passion for Bambus med Ken Ecce. Passion of Bambus, der trænes af Anders F Jensen, er i øvrigt også et Hanke-opdræt.
Banelegemet blev ikke dårligt som frygtet.
– Nej, der lå lidt vand ovenpå, men hestene kunne få godt fat, sagde Knud Mønster.