Repeat To Try tilbage på Lunden
Repeat To Try – der senest var nummer tre i finalen i Dansk Avlsløb for Hopper efter sejr i kvalifikationsløbet – starter næste gang på Lunden.
– Hun har haft det lidt godt efter Billund, men er så småt i gang med træningen igen og starter formentlig i et amerikanerløb på Lunden d. 23. november. Hun er ikke så glad for snorestart, så det skal helst være autostart og derfor kommer det til at passe perfekt, siger Karina Rindom.
– Indtil videre er det planen at Repeat To Try skal holde ferie i januar måned og så træner vi frem mod start i april/maj måned. Hun er jo desværre ikke meldt i Derbyet, men så må vi jo bare finde nogle andre opgaver til hende. Det vigtigste er jo at ha’ det sjovt og vi hygger os med hende og får nogle gode oplevelser.
Karina Rindom kan se tilbage på sin hidtil bedste sæson som amatørkusk. Foreløbig er det blevet til syv sejre, heraf seks på Lunden, hvor hun stadig er med i kampen om årets amatørchampionat.