Repay Merci på svær opgave
Derbyvinderen Repay Merci starter tirsdag eftermiddag på Vincennes i Gruppe II-løbet, Prix Jean Le Gonidec, der har deltagelse af de bedste franske 5-åringer.
Det var meningen, at Franck Nivard skulle have kørt Repay Merci, men han fik et bedre tilbud – nemlig at køre årgangens mest vindende hest, Unique Quick – den har både vundet Criterum des 3 Ans og Criterium des 4 Ans, men har skuffet i sine fire sidste starter.
Normalt har dens træner Franck Leblanc kørt den, men nu får Franck Nivard chancen.
Der skulle så findes en ny kusk til Repay Merci, og her fik man arrangeret sig med Pierre Vercruysse – også en af Frankrigs førende kuske.
Favorit i løbet bliver Un Mec d’Heripre med Mathieu Abrivard, der hang sammen med Raja Mirchi i Prix d’Amerique ved indgangen til opløbet og blev diskvalificeret. Forinden havde den på imponerende vis vundet Criterium Continentale i 1.10.3a/2100 m samt Prix de Coix.
Distancen i Prix Jean Le Gonidec er 2175 meter volte – den samlede præmiesum er på 120.000 Euro – der kommer i alt 13 heste til start – Repay Merci starter med nummer 4.