Repay Merci galoperede topplacering væk
Repay Merci med Pierre Vercruysse i sulkyen faldt bestemt ikke igennem i det store 5-årsløb, Prix Jean Le Gonidec på Vincennes torsdag, hvor den indtil 150 meter før mål lå til at tage en fjerdeplads.
Undervejs lå Repay Merci i tredje par indvendigt – i ryg på den senere vinder, den italienske Oropuro Bar (Love You) med Marco Smorgon.
Foran var det staldkammeraterne Up and Quick og Unique Quick der førte an, men midt i opløbet galoperede de begge.
Dermed var Oropuro Bar pludselig i spids, og øjeblikket efter galoperede Repay Merci i ryg.
Foto Gerard Forni
Udvendigt angreb storfavoritten Un Mec d’Heripre (Orlando Vici) med Mathieu Abrivard stærkt sammen med Uhlan du Val (Islero de Bellouet) med C Megissier, men den billedskønne italienske hest klarede sig først i mål i 1.12.2/2175 meter – samme tid til Un Mec d’Heripre og Uhlan du Val på de næste pladser.
Denne trio var lidt foran fjerdehesten, der udmærket kunne have været Repay Merci, hvis den ikke havde galoperet.
Vi forsøger selvfølgelig at finde ud af grunden til galoppen.
Oropuro Bar er som nævnt efter Love You og er som denne rød. Moderen er en Armbro Goal-hoppe ud af en fransk hoppelinje.
Oropuro Bar, der fik 60.000 Euro for sejren, har været en af sin årgangs bedste heste og har bl.a. vundet Gran Premio Italia.
Der var ikke den store tiltro til Oropuro Bar i dagens løb – den gav 66 gange pengene igen som vinder