Rekordomsætning på Lunden
Golden Cup-finalen på Charlottenlund Travbane var et populært spilleobjekt, og der blev sat omsætningsrekord for en Nordisk Onsdag med i alt 2.281.761 kroner.
Var det de svensktrænede heste, som de danske kuske havde lånt til Golden Cup-finalen, der gav mere spil?
Eller var det et forsøg på at vinde til julegaverne?
Ja, svaret får vi nok aldrig, men fakta er, at det totalt blev spillet mere til løbene på Charlottenlund Travbane onsdag eftermiddag end tidligere.
Totalsætningen nåede for anden gang på en Nordisk Onsdag over 2 millioner kroner og i V5-spillet var det også rekord med en omsætning på over 900.000 kroner. – Faktisk en stigning i forhold til Golden Cup-dagen i fjor på 18.9%
Spillelysten var især stor i Golden Cup-løbet, hvor f.eks. Vinder/Plads omsætningen steg med 20.7% i forhold til i fjor.
I Vinderspillet var der alene spillet for 154.756 kroner.
Men alt var dog ikke fryd og gammen, for baneomsætningen på Charlottenlund halter fortsat gevaldigt på disse Nordisk Onsdage og ifølge tallene fra trav.dk så dykkede baneomsætningen i går med ikke mindre end 22.9% – dog blev der i 2011 kørt et løb mere på denne dag.