Reglementsrytteri
I vinter fik man en rigtig god ide på Solvalla. Man ville lave et løb, hvor kuskene var nogle af det sidste halve århundredes allerbedste – løbet fik navnet Ahsell Legends.
Ahsell Legends afvikles i forbindelse med Jubileumspokalen og EM for hopper på Solvalla onsdag den 14. august.
Interessen for løbet har på forhånd været meget stor, for der bliver gensyn med koryfæer som Stig H. Johansson, Berndt Lindstedt, Jean-Pierre Dubois, Heinz Wewering, Helen A Johansson, Thomas Nilsson, Giancarlo Baldi og Olle Goop.
Og så alligevel ikke, for Olle Goop blev fornylig udelukket for trængning og den udelukkelse omfatter onsdag den 14. august.
Svensk Travsport ønsker ikke at give Olle Goop dispensation til at køre i løbet – og det har vakt stor opsigt og forargelse i Trav-Sverige.
Det tager fokus fra ideen med løbet, og det er synd.
Olle Goop, der er en af svensk travsports oftest sejrende kuske gennem tiderne og som altid har været kendt som en korrekt og ordentlig person, fortjener i høj grad at være med i dette løb. Og publikum vil gerne se ham i dette løb.
Det havde ikke været svært for Svensk Travsport at bøje reglerne og give Goop dispensation til at deltage i Legendsløbet.
Man har allerede givet Helen A Johansson og Giancarlo Baldi dispensation – de har nemlig slet ikke en aktiv kørelicens længere!
Nu får Svensk Travsport en god gang badwill, som de let kunne have været foruden – og en sponsor, der nok ikke synes, at dette er specielt morsomt.
Og hvorfor er det så ikke lige, at Svensk Travsport ikke vil give Olle Gooop dispensation.
Sportschef Per Wetterholm udtaler:
Det har ikke været nogen let beslutning. Løbet er jo specielt ved for eksempel at nogle af kuskene for en midlertidig kørelicens for dagen. Men når det gælder dispensationer for udelukkede kuske, der har forbrudt sig mod løbsreglementet på en eller anden måde, så har vi forsøgt at være konsekvente i forhold til dispensationsspørgsmålet.
Vi giver ikke dispensation i andre løb end de, der er anført i reglementets §72.
Der kommer en håndfuld ansøgninger ind om året om dispensation til at køre, men vi følger altid reglementet. Hårdt, ja men konsekvent.
Det her er reglementsrytteri, så det batter.
Det er jo ikke et ordinært løb, der er tale om, men i princippet et ”showløb”, selv om det afvikles med totalisator.
Og derfor virker Svensk Travsports holdning til Olle Goops deltagelse helt ude af proportion.