Rebus var stærkest
Rebus (Ganyméde) med Flemming Jensen suveræn i Stayermesteren 2013 på Jydsk Væddeløbsbane, hvor kraftigt regnvejr medførte meget vanskelige baneforhold.
Banens beskaffenhed blev vurderet til “Tung bane” og det var nærmest en underdrivelse på en dag, hvor hurtigklassen – som vi vender tilbage til – blev vundet på 1.24,6a/1800 meter!
Stayermesteren lignede på forhånd en overkommelig opgave for Ophoto Brogård, der efter offensiv styring fra Bent Svendsen overtog føringen fra Rondo Byrds efter ca. 700 meter, men umiddelbart efter slog den tidligere Derbydeltager over i galop.
Bent Svendsen fik dog hurtigt sin hest i trav igen og med to omgange tilbage kunne Ophoto Brogård igen overtage kommandoen foran Rondo Byrds.
“Turbo-Svendsen” fik siden dæmpet tempoet, men Ophoto Brogård kunne alligevel ikke forsvare sig mod Rebus, der kom frem til dødens med 1100 meter tilbage og siden overtog føringen ind på opløbet.
Staldkammeraten The First Time sluttede fint af til andenpladsen, men Rebus var bare bedst og sejrede ganske let i tiden 1.24,0/3440 meter. Tredjepladsen til Jeroboam.
Ophoto Brogård sluttede på femtepladsen.
– Det var en kombination af den dårlige bane og at vi valgte at køre ham med sko i dag. Han var i vanskeligheder i sidste sving på hver omgang. JVB er dog normalt heller ikke hans favoritbane, men nu går han under alle omstændigheder på vinterferie efter en kanon sæson, sagde Bent Svendsen til Travservice.dk.
Flemming Jensen vandt også hurtigklassen med Vinnalt Herkule (Love You) i tiden 1.24,6a/1800 meter efter føring fra start til mål foran en fint afsluttende Västerbo Paradise med Nouvelle Pelle på tredjepladsen.
Unik Tamsen som ventet
Gordon Dahl-trænede Unik Tamsen (ENS Snapshot) med Steen Juul i sulkyen vandt som ventet Poul Kraghs Mindeløb, men parret fik overraskende kamp til stregen af Unite Mac Laid med Rene Kjær.
Winnie Siem var toneangivende fra start, men efter 550 meter overtog Unik Tamsen kommandoen – samtidig var der galop for Unite Mac Laid, der dog hurtigt kom i trav igen og igen fik andet par udvendig.
Ind på opløbet kom Unite Mac Laid i en god afslutning, men Unik Tamsen forsvarede sig og klarede lige netop sejren i land – begge heste fik noteret tiden 1.27,1a/1800 meter og der var 20.000 kroner til vinderen, som dermed passerede 100.000 kroner i indkørte præmier.
– Jeg tror da var banens tilstand, der var skyld i at Unite Mac Laid galoperede, sagde ejeren, Sabina Gammelgård til Travservice.dk. – Halvvejs gennem sidste sving gik de i angreb i tredje spor, men den brød et spor ud i opløbet og det var desværre det, der kostede sejren.
V65-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 1 | Vinnalt Herkule | Flemming Jensen | 2,01 | 86 | – |
2 | 9 | Real Winner | Jeppe Juel | 4,05 | 170 | 2 |
3 | 6 | Unik Tamsen | Steen Juul | 1,67 | 183 | 5 |
4 | 4 | Dan Adams | Morten Friis | 3,48 | 223 | 9 |
5 | 6 | Rebus | Flemming Jensen | 3,66 | 549 | – |
6 | 3 | No No Esterel | Jeppe Juel | 4,25 | 1037 | – |
![]() |
||||||
Gevinster for 6 afdelinger rigtige. Antal rækker: 71.00 Gevinst: 1.037 kr |
||||||
Gevinster for 5 afdelinger rigtige. Antal rækker: 1254.00 Gevinst: 39 kr |