Ready Cash-søn dyrest i Stockholm
460.000 svenske kroner blev topprisen på åbningsdagen af den svenske Kriterie-auktion – det var Jägersrotræneren Thomas Uhrberg, der sikrede sig Ready Cash-sønnen M T In Cash for dette beløb.
Prix d’Ameriquevinderen Ready Cash (foto) var hot på de store auktioner i Frankrig tidligere på måneden, og han var atter hot på Kriterie-auktionen i Stockholm torsdag aften.
Ikke blot var han fader til auktionens foreløbig dyreste hest, M T In Cash, der kostede 460.000 kroner, men et andet afkom efter ham, Financial Dust kostede 260.000 kroner.
M T In Cash er efter Berndt Hanover-hoppen, Bernies Babe 1.12.7 og er hendes andet afkom.
Første afkom er M T Funky Dude (Cantab Hall), der har startet 12 gange, vundet 1 sejr, rekord 1.16.5 volte og tjent 57.500 kroner.
Bernies Babe har tjent mere end 1 million kroner og er bedst i søskendeflokken – hendes mormoder er legendariske Armbro Keepsake, der i 1992 vandt Kentucky Futurity mod hingstene – bl.a. Giant Force.
Financial Dust har Banker Hall-datteren Emotional Dust 1.12.1 – 1.26 million kroner – som moder og er hendes første afkom.
Mens Ready Cash er hot i Frankrig, så er Donato Hanover det i USA – og de er altså begge det også i Sverige.
Blot 10.000 kroner mindre end M T In Cash, altså 450.000 kroner kostede Right or Wrong, der er efter Donato Hanover – Heavy Connection v. Mack Lobell.
Her er der tale om moderens 10. afkom – bedst i flokken er Junction (Zoot Suit) 1.12.0 – 1.7 million kroner.
Det andet Donato Hanover-afkom, der var i ringen i aftes, Follow Me Zon, kostede 350.000 kroner.
Follow Me Zon er andet afkom efter ustartede Coco Rubin (Credit Winner), hvis første afkom er Taxman (Conway Hall), der er 2 år i år og starter i USA, hvor den placeret har løbet 1.14.7 og har tjent 41.154 dollars.
Lars Marcussen, Stutteri la Marc fremstillede to heste på auktionen, men fik desvære ikke solgt nogen af dem.
Tough la Marc (Spotlite Lobell – Kickan Silvio) blev købt tilbage for 70.000 kroner, mens Toxic la Marc (Going Kronos – Quiz me Too) blev købt tilbage for 190.000 kroner.
Alle kronebeløb, der er nævnt er svenske kroner.