Ready Cash på marathon-distance
Prix d’Amerique-vinderen Ready Cash starter i morgen eftermiddag på banen i Caen i Normandiet i “marathon-løbet” Prix de la Ville de Caen over 4400 meter.
Efter sin fine comeback sejr den 5. oktober med sin træner Thierry Duvaldestin i sulkyen, bliver det nu Franck Nivard, der atter sidder i sulkyen bag Ready Cash i Prix de la Ville de Caen, der har en samlet præmiesum på 80.000 Euro.
Ready Cash har 50 meter tillæg i løbet sammen med bl.a. Obelo Darche, Nelumbo og Orlando Sport, mens bl.a. Queen’s Glory står 25 meter foran ham.
Det er ingen umulig opgave Ready Cash er på – inden for de sidste ti år er løbet blevet vundet fire gange af heste fra 50 meter tillæg – af disse er Jardy genganger med to sejre, og den er samtidig også indehaver af løbets rekord på 1.15.6.
Banen i Caen er 1954 meter i omkreds, og der køres på højre volte.