Ready Cash-broder debuterede med sejr
I eftermiddag debuterede den 3-årige Before You, der i Kidea har samme moder som fransk travsports mest vindende hest nogensinde, Ready Cash.
At Before You har Coktail Jet som fader gør ham ikke mindre interessant og debuten gav i hvert fald løfter for fremtiden.
Before You sejrede i 1.18.6/2225 meter på banen i Laval kørt af J. Ruaults. Philippe Allaire, der ejer Ready Cash, træner Before You, der fortsat ejes af sin opdrætter, K. Tebirent.
Moderen Kidea har foreløbig fået 9 afkom, de otte i startberettiget alder.
Ready Cash (Indy de Vive) står i en klasse for sig, men helsøsteren Upper Class har gjort det pænt med 1.11.7 og en indtjening på 338.950 Euro, mens Surcate – en hoppe efter Ludo de Castelle har rekord 1.14.8 og tjent 142.670 Euro.
I A-årgangen har Kidea en storebroder til dagens debutant, Before You, der hedder Acedece, der har startet 6 gange – den vandt også sin debut, men har ikke vundet siden.