Ready Cash atter i fokus
Sidste søndag var Ready Cash i fokus, da den efter en imponerende præstation vandt Grand Prix de France. Denne søndag eftermiddag kom Ready Cash atter i fokus, da hans datter, Avila vandt Criterium des Jeunes med en førstepræmie på 120.000 Euro på Vincennes.
Han er en af verdens bedste travere – og han ser også ud til at blive en af verdens bedste avlshingste.
Ready Cash er i fokus både her og der.
Det er sjældent, at en avlshingst i Frankrig får så fantastisk en start, som det er sket med Ready Cash.
Inden dagens Criterium des Jeunes, der er det første store løb for 3-åringerne, var to Ready Cash-afkom, de mest vindende i årgangen.
Efter afviklingen af Criteriume des Jeunes er de tre mest vindende tre-åringer alle efter Ready Cash.
Axelle Dark, der var årgangens mest vindende og Atlas des Joudes, der var næstmest vindende var begge regnet for at være blandt favoritterne i Criterium des Jeunes, men det blev feltets tredje Ready Cash-afkom, Avila med Thierry Duvaldestin, der løb af med sejren på en forrygende afslutning.
Avila sad meget langt nede i feltet undervejs, og ind i opløbet havde den 15-20 meter at hente på løbets favorit, Akim du Cap Vert (First de Retz) med Franck Anne, der denne gang holdt sig i trav hele vejen, og så ud til at gå imod sejr.
Foto Gerard Forni
Men ude i banen speedede Avila (Foto) frem og vandt i 1.14.8/2700 m foran Akim du Cap Vert i 1.14.9, mens Artiste de Joudes (Prodigious) blev nummer tre i 1.15.0.
Der var 120.000 Euro i førstepræmie til Avila, der hermed er årgangens tredje mest vindende med en samlet indtjening på 207.600 Euro.
Axelle Dark, der satte sine chancer til ved galop nedad bakken, er fortsat mest vindende med 234.000 Euro.
Avila kommer ud af en meget produktiv hoppe, Encombebevineuse (Workaholic), som hun er 12. føl efter.
Af disse 12 har de ti startet, og to af dem er nu avlshingste, nemlig Kinder Jet (Full Account) 1.13.3 – 467.828 Euro og ikke mindst Quaro (Kiwi) 1.13.3 – 534.500 Euro, der vandt såvel Criterium des 3 Ans som Criterium des 4 Ans.
Avila blev som åring solgt for 52.000 Euro til Thierry Duvaldestib, der fortsat er medejer og også træner og kører hende i løb.
Det er også Duvaldestin, der træner Ready Cash