Ray-Ban trods stor startfejl!
Ken Ecces storfavorit Ray-Ban (Korean) til tops i den første åbne 3-årsprøve trods stor startfejl!
Sikke en præstation af Ray-Ban, der unægteligt satte sine mange tilhængere på pinebænken med en ikke ubetydelig galop fra start, der kostede et terræntab på 50-60 meter.
Det er ikke første gang Ray-Ban “dummer sig” i løb, men det er første gang han alligevel har været i stand til at vinde løbet, hvor Rolex Boy var hurtigst afsted fra start og afviklede de første 500 meter efter 1.19,9.
På første langside satsede Christian Lindhardt stenhårdt fremad med Ronaldo Blåbjerg, men Bent Svendsen forsvarede indersporet og kilometeren blev siden passeret efter 1.19,8.
Kort efter blev Radisson sendt frem til dødens og ud på sidste omgang sad Ray-Ban i fjerde par udvendig.
Da feltet svingede ind på bagerste langside med omkring 850 meter igen kom Repay Merci flyvende igennem sporene og ind i sidste sving overtog Knud Mønster føringen – nu med Ray-Ban udvendig og de to heste trak nogle længder klar af feltet.
Repay Merci kæmpede bravt, men måtte til slut bøje sig foran Ray-Ban, der vandt den ventede sejr efter en mægtig præstation.
På tredjepladsen fulgte Rex Kørup foran Rolex Boy og Ringo Mosebo.