Rapide Lebel mod comeback
Den franske toptraver Rapide Lebel, der ikke har startet siden oktober måned i Canada, er efter pause nu atter i fuld træning og forberedes mod start i marts måned.
Rapide Lebel køres hver dag 12 kilometer langsomt, og nu er træneren Sebastian Guarato så småt begyndt at finslibe formen på vallakken.
Mandag havde han Rapide Lebel med på Vincennes, hvor den fik et tempo-arbejde.
– Jeg regner med at starte Rapide Lebel på Vincennes den 3. marts i Prix de l’Union Europenne, siger Guarato til Paris-Turf.
Rapide Lebel blev i fjor vinder af travsportens Champions League, Grand Circuit, og det hædres den for i forbindelse med Prix d’Amerique.
Samtidig med hæderen er der en pointspræmie på 101.326 Euro.
Guarato lægger ikke skjul på, at han ikke satser på Grand Circuit-løb med Rapide Lebel igen i 2012 – og så kan vi jo håbe på, at Broline Copenhagen Cup kommer til at indgå i hans planer.