Rambo Flex tilbage på vinderpladsen?
I eftermiddag har Gitte Madsen-trænede Rambo Flex med Johnny Takter en god vinderchance i V64-3 – 8. løb på Jägersro. Men også andre danske heste har chancen for at gå helt til tops.
Med en indtjening på 682.000 kroner så skulle man tro, at Rambo Flex (Chipmate) havde været i vindercirklen ved flere lejligheder, men det er faktisk kun blevet til fire sejre i karrierens 51 starter.
Sidste gang Rambo Flex skar målstregen som vinder var den 24. april 2011 – altså for små 3 år siden!
Når Jägersro i eftermiddag sætter punktum for travåret 2013 har Rambo Flex en god vinderchance i 8.løb.
Han køres af topkusken Johnny Takter og har 20 meter tillæg på distancen 3160 meter. Fra spids starter bl.a. en anden dansktrænet hest, Relado Enemærket med Stefan Söderkvist.
I baneprogrammet er Rambo Flex tippet som nummer to efter Michel Lønborg med Beatles, men her fra morgenstunden er Rambo Flex spillet som favorit i Vinderspillet – dog er omsætningen ikke særlig stor endnu.
Kenneth Nielsen er i aktion to gange og har gode chancer med såvel Runaway Gardenia i V64-4, der er tippet som vinder i programmet og i V64-6 må Royal Trophy også tillægges en god chance trods startspor i anden række.
En anden god dansk vinderchance er Nok’en Frækkert med Arvid Olsen, der starter i V64-5, hvor den er tippet som vinder i programmet.
Også Tax Free med Ken Ecce, der starter i 3. løb, er en god dansk vinderchance – og den kan komme til at stå til et godt odds!
Du kan downloade baneprogrammet til Jägersro på dette link – klik her