Raja Mirchi i opvisningsstil
Foto Gerard Forni
Raja Mirchi med Lutfi Kolgjini blev en overbevisende vinder af Prix Tenor de Baune på Vincennes søndag eftermiddag og lavede dermed en flot double for svensk travopdræt, idet Yarrah Boko jo også er svensk opdrættet.
Lutfi Kolgjini er kendt for sin offensive kørsel, og han fraveg ikke sin kørestil i Prix Tenor de Baune, hvor vinderen får startret i Prix d’Amerique.
Og den startret har Lutfi Kolgjini i sinde at udnytte, efter han søndag eftermiddag vandt løbet med Raja Mirchi (Viking Kronos)
Efter den suveræne sejr, der blev hjemført i 1.12.8/2700 meter sagde Lutfi Kolgjini i vinderinterviewet:
-Det har hele året været det store mål at starte Raja Mirchi i Prix d’Amerique, og jeg tror på, at vi har en rigtig god chance!
Danske Partout Simoni med Dominik Locqueneux var hurtigst fra start, men allerede efter 500 meters kørsel kom Raja Mirchi og overtog.
Indledningen på løbet var rimelig med 1.14.3 de første 1200 meter, men så satte Kolgjini skruen i vandet og Raja Mirchi tog afstand til feltet.
Nu var spørgsmålet om Kolgjini havde kørt for optimistisk.
Det havde han ikke.
Selv om løbets favorit, Triode de Felliere medAnthony Barriere nærmede sig i opløbet, var der ingen tvivl om udfaldet.
Med 1.12.8 tangerede Raja Mirchi løbsrekorden sat af Qwerty.
Partout Simoni lå undervejs på en andenplads, men gik træt i opløbet og sluttede på en syvendeplads i 1.13.7