Race Cowboyland fortsætter
Race Cowboyland vandt duellen med Rocky P H. Stor dag for Team Friis. Ny sejr til Sigurd.
Ekstra Bladets Travklub gjorde en rigtig godt handel, da anpartsstalden i december 2012 indgik et lejeaftale med Knud Erik Ravn (Stald Coyboyland) om Race Cowboyland (Legendary Lover K), der siden da har udviklet sig til en rigtig sejrshest hos Morten og John Friis.
I fjor blev det til fem sejre og 233.000 kroner og denne sæson er blevet indledt med to sejre og en andenplads samt godt 40.000 kroner indkørt.
I dag var der lagt op til duel mellem Race Cowboyland og Knud Mønsters Rocky P H, og publikum på Jydsk Væddeløbsbane fik virkelig “smæk for skillingen”.
Provst Meyer med Jeppe Juel var hurtigst ude, men måtte kort efter start slippe til Race Cowboyland.
Noget overraskende valgte Morten Friis imidlertid overlade føringen til Rocky P H ud af første sving og så troede mange måske løbet afgjort, men da Race Cowboyland fik plads til angreb ind på opløbet, gik den uimodståeligt frem og sejrede sikkert i tiden 1.15,3a/1800 meter foran Rocky P H i 15,4.
Stalden fik yderligere en sejr, da jockey Mads Hviid Nielsen tog en ny sejr med amatørtrænede Razzmina (Trophy Catch), der er opdrættet, ejet og trænet af Skive-amatøren Søren Kobberø.
Sejren var i øvrigt Mads Hviid Nielsens anden dagssejr, idet han tidligere på dagen også vandt med John E. Andersen-trænede New Lollipop (Cuchulainn) i Billund, der havde Sportslørdag med seks løb på programmet.
“Senior” alias John Friis kom i øvrigt også på vinderpladsen i Billund med Ocitta Jetset (Buvetier d’Aunou), der trænes af Skive-amatøren Klaus Filtenborg.
Ny sejr til Sigurd
Tilbage til Århus, hvor Bent Svendsen vandt en fin sejr med Sigurd (Quite Easy), der trods dødens de sidste 1300 meter var stærkest til slut og gik frem til sejr i tiden 1.16,9a/1800 meter foran Tarzan Gardenia og Tyson Star. Sidstnævnte var toneangivende fra start, men fik hårdt tryk af Impact L B rundt første sving og det kostede måske til slut.
Under alle omstændigheder endnu en flot præstation af Sigurd, der nu har fem sejre og fire andenpladser i ni starter.
Det var i det hele taget ikke Knud Mønsters dag i Århus, hvor både Rocky P H og Tyson Star svigtede som storfavoritter. Derudover galoperede Repay Merci og Shesa Vixi, men sidstnævnte gik en fantomophentning for Michael Mønster på tredjepladsen bag Spirit og Save Your Love – så se op for Shesa Vixi næste gang!
Hurtigklassen fik en suveræn vinder i Morten Juul-trænede Västerbo Paradise (Dream Vacation) med Birger Jørgensen i tiden 1.14,5a/1800 meter efter føring fra start til mål.
Double til Henrik og Bitten
Henrik Lønborg og amatørkusken Bitten Jensen blev dagens profiler med to sejre hver – sidstnævnte havde endda kun disse to køreture og blev dermed “Mrs 100 %” efter sejr med de to Finn M. Lassen-trænede heste, First Of Princess (Jolly Rocket) og Nicoline Skautrup (Earthquake).
Bitten Jensen vandt i øvrigt også i onsdags på Fyn med Lomumba De Hess og er kommet rigtig flot fra start i år med foreløbig tre sejre i seks starter.
Henrik Lønborg er også kommet forrygende fra start og er efter dagens løb på hjemmebanen noteret for 11 sejre i 41 starter. I dag var Århus-træneren på pletten med Tess Hovmand (Great Challenger) og Tristan Østervang (Lindy Lane).
V65-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 4 | Væsterbo Paradise | Birger Jørgensen | 1,59 | 27 | – |
2 | 6 | Tristan Østervang | Henrik Lønborg | 1,90 | 35 | 5 |
3 | 1 | Race Cowboyland | Morten Friis | 3,13 | 119 | 3 |
4 | 10 | Spirit | Jeppe Rask | 2,98 | 169 | – |
5 | 2 | Sigurd | Bent Svendsen | 3,99 | 300 | – |
6 | 5 | Photo Gardenia | Kent Friborg | 6,89 | 1170 | 4 |
![]() |
||||||
Gevinster for 6 afdelinger rigtige. Antal rækker: 519 Gevinst: 1.170 kr |
||||||
Gevinster for 5 afdelinger rigtige. Antal rækker: 8405 Gevinst: 59 kr |