“Voltestart kan være en fordel”
Flemming Jensen har tre heste med til Halmstad i aften, bl.a. Nobodybeatsthebeat, der for første gang i længere tid skal ud i voltestart med 20 meters tillæg.
– Jeg har talt med Birger Jørgensen, som synes det er en rigtig god idé at starte hende i voltestart. Jeg var lidt i tvivl om hvor god hun var i voltestart, men Birger tror ikke det er noget problem, måske er det nærmere en fordel. Jeg synes Nobodybeatsthebeat skal være en chance blandt de tre bedste, lidt afhængig af hvordan hun slapper af undervejs, siger Flemming Jensen, som i samme løb sender Cindy Hall ud med Stefan Persson i sulkyen:
– Cindy Hall er en hurtig hest, der gik rigtig godt i Billund i et lidt forkørt løb. Jeg syntes hun holdt godt ved med tanke på hvordan løbet udviklede, og hun holder nok bedre form end det kunne se ud til. For hendes vedkommende afhænger det også af hvordan løbet afvikles, men jeg ser hende som en chance blandt de tre-fire-fem bedste. Hun løber måske ikke forbi så mange til slut, men holder farten.
“Ismanden” indleder aftenen i 3. løb med K K Logistic, der senest gjorde comeback efter fem måneders pause på en meget overbevisende måde.
– K K Logistic gik et fint løb sidst. Det er klart konkurrencen her er en tand bedre, men han er også en chance blandt de tre. Der er et par stykker indvendig for os, som er for hurtige, men de er sikkert også parat til at slippe og jeg håber at komme til spids. Vi vil fremover satse på at starte ham i V75 igen, da løbene som regel er lidt billigere på denne årstid.