“Vi var vældig tilfredse med Nobody”
Nobodybeatsthebeats sæsondebut søndag eftermiddag i Århus forløb helt efter planen og i lighed med i fjor matches den mest vindende danskfødte hoppe nogensinde mod DM for Hopper.
– Vi var vældig tilfredse med Nobody – hun kom ubrugt i mål og Flemming var meget tilfreds efter løbet. Hun skal nu prøves af i hoppeløbene i Sverige og det håber vi selvfølgelig falder heldig ud. Jeg tror hun får en rigtig god sæson, siger Peter Rudbeck.
– Jeg har kun et løb, jeg ønsker hun skal starte i og det er DM for Hopper på Fyn d. 6. maj – ellers overlader jeg til Flemming Jensen at bestemme.
Ved Hestesportens Galla i januar måned blev Peter Rudbeck – for tredje gang siden 2007 – kåret som “Årets Amatør” pga. de flotte resultater med de tre 2-åringer, Sweet Home Alabama (kåret som “Årets 2-åring”), Sound Of Silence og Stand And Deliver, der utvivlsomt også vil være med i afgørelsen i denne sæsons storløb.
– 3-åringerne træner hver tredje dag med ret stor intensitet i øjeblikket, Sound Of Silence har stået lidt over med en mindre kodeledsforvridning, men er OK nu og alle virker sunde og træningsmodtagelige, siger Peter Rudbeck.
– Sæsondebut kan blive i Skive i Musketerweekenden for en af dem, men dette er absolut ikke et must, da deres primære opgaver jo først kommer i august, oktober og november.
De kommende stjerner
Peter Rudbeck har allerede det næste hold stjerner klar i kulissen og hvis alt går som forventet, har den dygtige Skive-amatørtræner igen i år et par 2-åringer klar inden for de kommende måneder.
– Begge 2-åringer træner OK og Therumoursaidfire (hingst e. Muscles Yankee-Anacott Steel) er pt. er længst fremme – han kommer helt sikkert ud i år med mindre der sker uheld. The Negotiator (hoppe e. Varenne-Blue Wave) går pt. 1.30/500 meter som bedst, men hun forbedrer sig meget i øjeblikket, så mon ikke også hun kommer ud i år. Jeg tror det! siger Peter Rudbeck, som venter et enkelt føl i år.
– Anacott Steel skulle gerne få føl indenfor de næste 14 dage efter Lindy Lane. Blue Wave (mor til Nobodybeatsthebeat) kastede desværre i efteråret et føl efter Muscles Hill.