“Vi trængte allesammen til en pause”
Der har i den senere tid været lidt stille omkring Bo Westergaard, men i næste uge er den dansk-norske træner atter på farten.
– Jeg tror alle i teamet – både heste og mennesker trængte til at få lidt pause en måneds tid, så vi har valgt at drosle meget ned og i stedet koncentrere os om at forbedre hestene frem mod den kommende sæson, indleder Bo Westergaard, som til dato blot har kørt ti løb i år og vundet de tre.
– Men på mandag starter vi to heste i et 3-årsløb på Drammen med 50.000 NOK til vinderen, så nu begynder vi stille og roligt igen.
Usikker fremtid?
Bo Westergaard har haft licens i Norge siden 2009, men har beholdt sit træningscenter på Stutteri Vang Hovedgård i Nordjylland og det kan måske indirekte give problemer for den 32-årige dansker.
Iflg. Det Norske Travselskaps nye regler skal en træner med licens i Norge, således have størsteparten af sine heste opstaldet i Norge – og det har Bo Westergaard ikke.
– Faktisk har vi pt. alle heste – ca. 70 styks – stående på Vang Hovedgård fordi træningsforholdene i Norge har været komplicerede. Det koster mange penge at holde to træningsanlæg kørende, så derfor har vi besluttet at blive i Danmark til 1. maj, siger Bo.
– Jeg er selvfølgelig opmærksom på de norske regler, men har ikke noget overblik over situationen lige nu, så jeg vil gerne vente lidt med at udtale mig. Men det er da klart at jeg gerne vil blive i Norge. Jeg har trods alt norsk licens og er glad for at være her. De sidste to år har vi hvert år indkørt over 5 mill. NOK og vundet næsten 100 løb alene deroppe.
Foruden de ca. 70 heste på Vang Hovedgård har Bo Westergård også et tæt samarbejde med Skive-træner Jan Dahlgaard, som står for tilkøringen af Team Westergaards 2-åringer.
Derbykandidaterne
Bo Westergaard har forlængst slået sit navn fast med syvtommersøm med talrige storløbssejre, men Derbysejr en har han endnu tilgode. I fjor var det lige-ved-og-næsten med Pingus Vang, der galoperede en mulig Derbysejr væk i opløbssvinget, men i år står stalden måske stærkere end nogensinde med duoen Rasser Vang og Rasmine Vang, der begge tilhører årgangens top blandt hhv. hingstene og hopperne.
Rasser Vang vandt bl.a. Grand Circle 3-års Championat for Hingste/Vallakker og tjente 250.000 kroner som 3-års, mens Rasmine Vang gik til tops i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix og nåede 311.000 i indkørte præmier.
Rasmine Vang
– Både Rasser Vang og Rasmine Vang laver akkurat det samme som alle vore øvrige ungheste, dvs. de går intervaltræning to gange om ugen, hvilket er lidt færre gange end normalt, men i øjeblikket drejer det sig også primært om at få bygget nogle muskler på dem, så de kan udvikle sig yderligere, siger Bo.
– Der er endnu ingen aktuelle planer for sæsondebut, men det bliver nok engang i marts-april måned for begge hestes vedkommende.
Stalden tæller også ikke færre end 26 3-åringer, heriblandt Sinus Vang (helsøster til Rasser Vang og halvsøster til Magna Vang) og Sigma Vang (halvsøster til Rasmine Vang og yderligere fire heste med over 100.000 kr). I lighed med Rasser Vang og Rasmine Vang forventes de også først at debutere som 3-års.
– De er egentlig begge startklare og jeg føler det er to jævne heste, der ikke helt skal overses i årgangssammenhæng. Jeg mener de er fuldt på højde med de to ældre søskende på samme tid sidste år, men det ved man selvfølgelig først når de begynder at starte.
Rasser Vang
Spændende fremtidsprojekt
Bo Westergaard har allerede stalden fyldt med masser af spændende ungheste kombineret med en lang række etablerede navne, men næste år kan Team Westergård se frem til en “saltvandsindsprøjtning” af imponerede dimensioner.
Sidste år købte et norsk andelsselskab således hele 2011-årgangen (27 styk) hos den norske succesopdrætter Bjørn Rishaug (B.R.-hestene) – manden bag bl.a. den norske Kriterium- og Derbyvinder Muscles Wiking B.R. Pakken omfatter endvidere tre 1-åringer.
– Der er i alt ti andelshavere og det er selvsagt et projekt i millionklassen, men der er også tale om nogle af Norges allerbedste følhopper ifolet lutter tophingste. De tre 1-åringer er allerede ankommet til stalden, og næste efterår får vi så de sidste 27 heste. Man kan godt sige at en stor del af fremtiden er sikret, og vi glæder os selvfølgelig meget til at begynde at arbejde med alle disse spændende ungheste, siger Bo Westergaard.
Se mere om de 27 kommende føl på www.stallrishaug.no/hingstevalg-11.html