“Vi skulle være blevet hjemme”
Efter et løb i dødens sluttede Derbyfavoritten Politiken som bekendt uplaceret i DFDS Seaways Dansk Trav Derby 2011, og der går formentlig nogen tid inden Morten Friis har fået Derbyskuffelsen ud af kroppen.
– Politiken var dårlig og gav op allerede 1500 meter fra mål – set i bakspejlet skulle vi være blevet hjemme; det blev bare helt ad h…… til, fastslår en tydeligt skuffet Skive-træner dagen derpå.
– Jeg havde måske ikke forventet at vi bare skulle gå ud og vinde Derbyet – jeg ved jo godt det kræver rigtig meget – men jeg havde regnet med, at vi skulle ha’ en god præmie med hjem. Det var en meget skuffende præstation at han faldt sådan igennem.
– Politiken er nu blevet tjekket igennem; han har lidt bronkitis og vi har taget et par blodprøver, så må vi om det viser noget. Men ellers er planen at han starter i Aalborg Store Pris d. 11. september.