“Vi havde håbet på en lille præmie”
Knud Mønster er en glad mand efter en stor dag på NKI Racing Arena Aalborg, hvor Rikki Tikki Tavi gik til tops i Grand Circle 3-års Hoppechampionat for Kent Friborg og Thunderbolt vandt sin 13. sæsonsejr med datteren Michelle Mønster i sadlen.
– På forhånd havde vi håbet på en lille præmie, men Rikki Tikki Tavi er stærk og går altid helt til mål, så det hele gik bare op i en højere enhed i dag, siger Knud Mønster.
– Hun har galoperet så mange gange, men vi har lavet lidt om på forspændingen og håber det går fremad fra nu af. Hun gik også fint i finalen i Dansk Avlsløb for Hopper, men det er muligt hun bliver “pakket ned” for i år. Hun har trods alt tjent mange penge nu og der er ikke så mange 3-års hoppeløb tilbage.
Skive-træneren kørte selv Rositta Kåsgård, der midt på opløbet var nummer to bag Rosie La Marc efter et løb i ryg på denne hele vejen, men kræfterne slap op og hun måtte nøjes med den sjette og sidste præmie (15.500 kr).
– Rositta Kåsgård brugte lidt mange kræfter under løbet, da vi var med i de to speedryk, hvor Untersteiner fik tryk af først Royal FLush og siden Remember Bork. Min hest er lidt temperamentsfuld, så det koster mere for hende end så mange andre. Jeg var sikker på vi skulle være nummer to til Rosie La Marc, men hun gik træt til slut, siger Knud Mønster, som også kunne glæde sig over en ny sejr til sejrshesten Thunderbolt i montéløbet.
– Michelle har redet rigtigt fint hver gang og Thunderbolt er rigtig god til monté, så det er jo bare dejligt når det går så godt, siger Knud Mønster.