“Sponsorerne skal plejes”
Nicolai Kaas Nordstrøm – der i sidste uge blev udpeget som kommerciel direktør på Charlottenlund Travbane – kan se tilbage på et begivenhedsrigt år på nordens ældste travbane.
– Jeg kan ikke udtale mig konkret om regnskabet før generalforsamlingen d. 19. marts, men vi kommer i hvertfald ud med et positivt resultat, indleder Nicolai Kaas, der 1. februar blev ansat som salgs- og eventchef.
– Vi har solgt sponsorater for godt 1,5 millioner kroner i år, hvilket er ca. 900.000 mere end i fjor og det er vi selvfølgelig rigtig stolte af. Senest har vi tegner store kontrakter med firmaer som Garmin, Fritz Schur Technical Group, First Horse og Equsana – sidstnævnte bliver ny hovedsponsor for Copenhagen Cup-dagen. Målet er at gøre det endnu bedre næste år og det mener jeg også er muligt.
– Men vi gør også meget for at “pleje” vores sponsorer og give dem noget for pengene, hvilket f.eks. fodbold- og håndboldsporten ikke er så gode tid; derfor har de svært ved at skaffe nye sponsorer. For nylig var to af FCKs store hovedsponsorer ude i pressen med en kritik af klubben; de mener ikke at de får nok for deres sponsorater og at ledelsen er arrogant. Det er jo helt hen i vejret, for det er trods alt sponsorerne der er drivkraften og jeg kan ikke forstå, at man tør ha’ sådan en holdning. Udviklingen går mere og mere i den retning, at firmaerne ser på hvad de bruger deres penge på – der bliver ikke bare smidt penge ud til højre og venstre til tilfælde sponsorater. Det er en bold vi skal kunne gribe og nu skal vi ud og sælge travsporten og Charlottenlund travbane, firmaerne stopper jo ikke med sponsorater, det skal være til vores fordel i fremtiden.
Spændende fremtid
Man er ikke et sekund i tvivl om at Nicolai Kaas virkelig brænder for travsporten, selvom han kun har været “på holdet” i mindre et år, men entusiasme og innovation er også to vigtige egenskaber hvis man skal drive en væddeløbsbane i dagens Danmark.
– Jeg tror at både Lunden og travsporten som helhed går en spændende fremtid i møde. Der har selvfølgelig været nogle ting i den forgangne sæson, der har været lidt kedelige for at sige det mildt, men overordnet set tror jeg på det. Vi har fået en ny bestyrelse og der er en god synergi med de folk, vi har fået samlet, siger Nicolai Kaas.
– Vi har arbejdet meget med en lang række nye tiltag med det formål at få nye folk ud på travbanen, men de skulle jo også gerne begynde at lægge nogle penge i totalisatoren og dét tager rigtig lang tid. Det er det berømte lange, seje træk. Vi har bl.a. været hårdt ramt på banespillet, selvom Danske Spil bliver ved med at sige, at nordisk onsdag har været en kæmpe succes for travsporten. Det har det ikke for Lunden, men vi har færre onsdage i 2012 og flere weekendløb, hvilket i sig selv er positivt. Desuden har vi fået rykket starttidspunktet for onsdagsløbene til kl. 15.45 samtidig med at vi får et løb ekstra; det håber jeg også har en positiv effekt på banespillet.
– De mange nye tiltag er overordnet set blevet rigtig godt modtaget, men jeg havde mine bange anelser, da vi første gang skulle ha’ noget musik på en løbsdag. Hvis det stod til mig, havde vi haft endnu mere fest og farver, men vi valgte at lytte til folk og derfor blev det til en vis grad et kompromis. Et godt eksempel var nogle af de stampublikummer, som i 30 år eller mere har holdt til på den lukkede tribune – de blev godt gale i skralden da vi begyndte at sætte telte op, så deres udsyn blev begrænset. Men jeg valgte at gå op og tage en dialog med dem og en af dem, der var allermest ophidset, så jeg faktisk stod og dansede til Michael Carøe og det gjorde mig rigtig glad!
– Til næste år giver vi den en tak til med underholdningen på de store dage, ligesom vi også vil markere Fastelavns Søndag på samme måde som Halloween, der blev en stor succes. Der vil bl.a. være markedsføring via radiospots og andre markedsføringstiltag.
“Hvorfor klapper de ikke?”
Generelt savner Nicolai Kaas endnu mere stemning og fest på lægterne – ikke kun på storløbsdagene.
– Jeg kunne f.eks. godt tænke mig at profilere kuskene noget mere; jeg synes ikke der er så mange, der viser ægte sejrsglæde – uanset om det gælder begynderløbet eller Golden Cup-finalen med 250.000 til den vindende kusk. Jeg går lidt og overvejer om vi skulle lave en kuskekonkurrence, hvor den kusk der året igennem viser mest sejrsglæde/entusiasme får en stor præmie, siger Nicolai.
– Men det gælder også publikum. Som min søn sagde en dag, han var med på Lunden: “Hvorfor klapper de ikke når de vinder?” og det har han jo ret i. Hvis man ser bort fra storløbsdagene, hvor stemningen altid er fin, så kan man altid se når der er nye folk på banen – f.eks. på de sociale lørdage, hvor der var go’ gang i den på tilskuerpladserne, selvom det trods alt ikke var de store stjerner der var til start. Det er den slags vi skal ha’ mere af.
Pukkelpisten
Lundens nye banelegeme har i store træk kun fået positiv kritik af de aktive, men efter onsdagens løb var bl.a. Lutfi Kolgjini “ude med riven” i sejrsinterviewet: De havde harvet banen op så den var som en pukkelpist og det er farligt at køre for hurtigt på den, sagde Jägersro-træneren.
For nogle uger siden var flere trænere også langt fra tilfreds med banens beskaffenhed, angiveligt fordi banepersonalet først var gået i gang med at klargøre banen ca. 1½ time før 1. løbs start.
– Jeg hører jo både godt og skidt om banen. Overordnet set har vi en meget fin bane, men engang imellem går det desværre galt. Jeg kan imidlertid love, at der kommer nogle tiltag så vi prioriterer anlægget temmelig meget mere i fremtiden, siger Nicolai Kaas, som ikke vil komme nærmere ind på hvilke tiltag det drejer sig om.
Der er sæsonpremiere på Lunden onsdag d. 4. januar – KLIK HER for at se programmet.