“Nu må jeg da blive nomineret …”
Bent Svendsen fortsætter successen med double i Billund.
Med 53 sejre og 1.515.000 kroner i indkørte præmier kan Bent Svendsen se tilbage på sin bedste sæson i mange år. Han vandt ganske vist flere løb (67) i 2009, men indkørte “kun” 1.453.000 og året efter blev det til 1.465.000 kroner, så alt i alt kan Skive-træneren ikke være utilfreds med den snart forgangne sæson.
– Nej, bestemt ikke og nu regner jeg da med at blive nomineret som “Årets Kusk”! griner Bent Svendsen, da Travservice.dk fangede ham på vej hjem mod Nordvestjylland.
– Jeg har trods alt vundet både Grand Circle 4-års Hoppechampionat og DM for Travtrænere, men nu må vi se hvordan det går.
Bent Svendsen er først og fremmest catchdriver. Det er således kun blevet til 15 sejre og 268.000 kroner med egentrænede heste, men stalden tæller trods alt også kun 10 startheste – samt en god håndfuld ustartede ungheste, heriblandt fire 2-åringer.
– Blandt 2-åringerne er Winsome og Viking Warrior begge godkendt, men kommer først til start til foråret – formentlig i marts måned. Winigma Skov og Wensom er begge klar til prøveløb, så det ser egentlig ganske lyst ud, siger Bent.
Kanonpræstation
Ophoto Brogård var første vinderhest i Bent Svendsens double og med sejren i Den Jyske Marathon passerede den tidligere Derbyfinalist 250.000 kroner i indkørte præmier i år.
– Ophoto Brogård gik en kanonpræstation tidsmæssigt helt uden at væreæ brugt og har haft en fremragende sæson – ja, jeg tror faktisk han får en endnu bedre sæson næste år, siger Bent.
– Min taktik var at køre ryg på Knuds hest (Ukase du Ravary) så længe som muligt, men jeg mente ikke den var så god, at den kunne matche Ophoto Brogård, så uanset om den havde galoperet eller ej, er jeg sikker på at vi havde vundet løbet. Da vi fik spids var løbet jo afgjort.
Taktikken var mere offensiv med starthurtige Onaldo Ellelund, der afgjorde løbet kort efter start og siden tog sin ottende sæsonsejr.
– Onaldo Ellelund er også en fantastisk hest. Den står nu med 25 sejre i 55 starter og opdrætteren har selv trænet hesten hele tiden. I og med at den er så starthurtig, får den altid spids fra første række, men han tager selv farten af når der kommer en anden hest frem udvendig. Til gengæld kan man ikke bare køre fra med 10 meter selvom man sidder med “et ton” i linerne – men det er vel også det, der kendetegner en rigtig god hest, siger Bent, som nu får et par fridage inden det igen går løs søndag eftermiddag i Aalborg, hvor han har i alt fire køreture.
– Min bedste chance tror jeg er Tampa Bee i Grand Circle 3-års Championat Consolation. Den har været på vej frem de sidste tre-fire starter, og hvis der kun havde været en vingefuld i hovedløbet, havde vi startet der, men nu blev det så i stedet consolation. Jeg kører helt sikkert i spids denne gang og det bør være en god chance, men jeg tror faktisk først Tampa Bee bliver rigtig god næste år – det siger Bent Ole også og han har vel om noget forstand på den slags? slutter Bent.