“Man sku’ tro det var en Derbydag”
Den første sociale lørdag på Lunden blev en stor succes med masser af folk på tilskuerpladserne.
– Man sku’ tror det var en Derbydag, grinede John A. Jensen efter sejren i 1. løb med Online G der sikrede Lunden-træneren årets første sejr.
Og der VAR virkelig mange mennesker på Lunden i dag – takket være solskin fra en skyfri himmel og masser af “anderledes” aktiviteter, hvilket havde lokket mange nye folk ud på travbanen.
– Som Michael Juul (bestyrelsesmedlem) sagde til mig: “Jeg gik rundt derude og jeg kendte dem jo slet ikke!” – men det er jo også det, der er hele travsportens udfordring: At få nogle nye folk ud på banen, og det har virkelig givet os blod på tanden til d. 21. maj, hvor vi igen har social lørdag, siger Lundens salgs- og eventchef Nicolai Kaas.
– Børnene stod i kø for at komme ud og køre med en pony eller i en roadcare, og vi havde tæt på 1.000 tilskuere i dag, hvilket er dobbelt så mange som på en almindelig onsdag eftermiddag. Det er super godt og jeg er bare så glad for den store interesse for arrangementet.
Powerful Legacy
Sportsligt set imponerede Kaj Holm-trænede Powerful Legacy (Windsongs Legacy) mest, da den vandt for Nicolaj Andersen i tiden 1.16,5/2020 meter. Parret overtog spidsen fra N B Byg med en omgang tilbage og sejrede siden sikkert foran en tapper Mickey Sølvbjerg (stærk fra dødens) og Master Park, der gik fint efter startfejl.
John A. Jensen indledte som nævnt det fem løbs “store” program med Online G (Great Challenger)(øverste foto), der efter et løb i tredje par udvendig sejrede i tiden 1.19,3a/2000 meter foran Prins Lillevang og favoritten Herzbrecher, der trods tillæg skuffede.
3. løb gav sejr til Lars Lykke bag Leif Hansen-trænede Handsome Ger (Kosar), der ikke havde startet siden august 2009 (!), men det anfægtede ikke den svenskfødte vallak.
Handsome Ger kom frem til dødens udvendig for den førende I’m A Summerflirt, der var træt med 500 meter tilbage og sejrede siden rimeligt sikkert i tiden 1.17,5/2020 meter foran en fint afsluttende Lotus La Marc.
Sejren var Handsome Gers femte i otte starter – hvor Lars Lykke har været fast kusk – svarende til en sejrsprocent på 62 %!
Handsome Ger
Amatørløbet gav sejr til Anders Jonassen – bror til Lunden-træner Rene Jonassen – med Pommeau Simoni (Opus Vieril) i tiden 1.18,7/2000 meter efter et løb i ryg på Nich Mazur, der var tonenangivende undervejs.
Pommeau Simoni
Lundens førende montérytter, Kristina Jensen, ville ikke stå tilbage for “farmand” – John A. Jensen – og vandt montéløbet med Maybe Laser (Mr Flirt), der i en tæt opløbskamp afviste Nadja Kilden til sejr i tiden 1.19,0/2020 meter.