“Jeg ser ingen fordele”
Rene Kjær har lagt sig i spidsen efter førstedagen i DM for Travtrænere, men hvis det står til “Nisse” er det både første og sidste gang man afvikler DM over i alt tre søndage.
– Jeg synes det er et skrupforkert koncept og ser ingen fordele i det. Det sociale er røget sig en tur. Tidligere har vi haft fest fredag eller lørdag aften, men det er ikke længere aktuelt, siger Rene Kjær.
– Det kan også give nogle spekulationer i forbindelse med anmeldelse af heste til de næste to søndage, når man kender den aktuelle DM-stilling. Efter min mening skal den slags konkurrencer afvikles over max. tre dage, som vi tidligere har gjort. Man er jo også “låst” tre søndage i træk, så der er ikke plads til ferier, løb i udlandet m.m. Jeg håber det er sidste gang de har prøvet dét af.
Close race positivt
Efter førstedagen er der close race i toppen, hvor Rene Kjær kun er tre point foran Flemming Jensen på fjerdepladsen.
– Det gør det bare sjovere og jeg synes det er fedt, at der bliver kamp om titlen, siger Rene Kjær, som vandt et enkelt løb på førstedagen på Royal Canin Arena med amatørtrænede Glamour Cheval (foto).
– Jeg synes jeg fik det maksimale ud af mine køreture, bortset fra New Winner, der bremsede sig over i fejl da jeg trak det norske hovedlag. Det havde den helt modsatte effekt. Jeg blev afhørt efter løbet, fordi dommerne mente at Birger måske havde generet mig, men det var ikke tilfældet. Begge heste løb og slingerede lidt, så det er den slags der sker, siger Rene Kjær.
DM-stillingen efter 5 afdelinger:
Rene Kjær – 19 point
Knud Mønster – 18 point
Ken Ecce – 17 point
Flemming Jensen – 16 point
Steen Juul – 12 point
Henrik Lønborg – 12 point
Birger Jørgensen – 11 point
Nicolaj Andersen – 5 point
Frank Mikkelsen – 4 point
Kent Friborg – 2 point
Morten Friis – 2 point
Jeppe Juel – 2 point
DM for Travtrænere fortsætter søndag d. 10. april i Århus med finale søndag d. 17. april i Aalborg.