“Jeg kan slet ikke genkende kritikken”
Charlottenlund Travbanes salgs- og eventchef Nicolai Kaas synes ikke det er fair, at bestyrelsesformand Peter B. Wilhelmsen bliver gjort til syndebuk for uroen i Det Danske Travselskabs bestyrelse, der har medført indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling på torsdag.
– Der er nogen der siger, at Peters ledelsesstil har været for hård, men det burde jeg jo vide bedre end nogen anden. Det er trods mig, der har arbejdet tættest sammen med Peter siden jeg startede 1. februar, og jeg kan slet ikke genkende kritikken, indleder Nicolai Kaas.
– Hidtil har det været mit indtryk, at Det Danske Travselskab har en meget konstruktiv bestyrelse med en meget proaktiv formand, som kan træffe nogle beslutninger og har været drivkraften for os medarbejdere. Og det er jo tydeligt at se hvad der kommer ud af det. Vi har udsolgt af skiltesponsorater og er meget tæt på at nå sponsorbudgettet for 2011 på 1,5 millioner kroner. Vi har endvidere startet “Netværk i Lunden” der er blevet meget positivt modtaget af alle de erhvervsdrivende, der har været involveret.
– Jeg tror personligt, at der er nogle personer, som går med en bestyrelsesformand i maven – men jeg kan helt ærligt ikke se en anden formand end Peter Wilhelmsen; han er en gave til Lunden. Det syntes jeg som udgangspunkt hele bestyrelsen var, men efterhånden har jeg indset, at det er ham der er drivkraften.
Skadeligt for Lunden
Nicolai Kaas er overbevist om, at den megen uro omkring Charlottenlund Travbane ledelse, kommer til at koste dyrt for travselskabet hvis der ikke kommer ro i baglandet.
– Vi mærker det lige med det samme. Vi har jo mange “hjertesponsorer”, altså folk som allerede har tilknytning til travsporten og mest er med for at støtte sporten, men heldigvis også nogle udefra, som kan se de får noget ud af at være her. Vi har gjort en stor indsats for at fortælle om alle de positive ting, der sker på Lunden, og det har gjort at erhvervslivet også er begyndt at komme til os for at tegne sponsorater. Men de reagerer samtidig promte når der er uro omkring banen: Hvad er det der sker og hvorfor? Efter min mening får det nogle alvorlige konsekvenser hvis Peter ikke længere står i spidsen for travselskabet efter på torsdag!
– Jeg har jo kun været med i knapt ni måneder, men det undrer mig meget hvorfor man går ud og laver så meget ballade, når det går så godt som det gør. Man må selvfølgelig godt være kritisk, men man skal også have noget at ha’ det i. Set fra min synsvinkel skader det travsporten meget og det er noget skidt. Jeg mener nemlig at travsporten har så meget at byde på; så lad nu være med alle de her interne stridigheder. Man skulle måske overveje at tage sine egne egoistiske briller af og i stedet samarbejde mod et fælles mål.
Sorte penge?
I kølvandet på uroen i Det Danske Travselskabs bestyrelse er der fremkommet flere rygter om årsagen til de interne stridigheder, bl.a. anvendelsen af sorte penge, men det afviser Nicolai Kaas kraftigt:
– Jeg har også hørt rygterne, men man skal huske på, at fordi man får nogle penge udbetalt kontant, er det jo ikke ensbetydende med at der ikke bliver svaret skat af beløbet. Og hvis vores økonomimand virkelig skulle have udbetalt sorte penge til nogle ansatte, så forstår jeg ikke hvorfor man giver formanden skylden. Så havde det været mere nærliggende at stille mig til ansvar, siger Nicolai Kaas.
– Alt i alt synes jeg Lunden er kommet i en rigtig kedelig situtation, som jeg håber vi i fællesskab kan løse, og man kan jo kun håbe at Peter Wilhelmsen vil fortsætte efter al den uro, da han ellers har rigeligt at gøre med sin egen virksomhed.