“Jeg har det fint med at være anonym”
Aalborg-træner Bjarne Fyenbo er nok mest kendt for sin opdrættervirksomhed på Stutteri Halbak, men han driver også en mindre træningsstald med 14 norske ungheste. I morgen fylder den “anonyme” nordjyde 60 år.
Det er ikke så tit man ser Bjarne Fyenbos navn i et dansk travprogram. Faktisk har han ikke haft heste til start siden oktober 2007 og træningslisten tæller – iflg. trav.dk – kun TRE heste, men det er ikke helt i overensstemmelse med sandheden …
– Jeg har pt. 14 norske 2-åringer i træning, men det giver så mange problemer med bl.a. Told & Skat hvis jeg skriver dem på staldlisten, idet man så tror de er eksportet til Danmark, og det er ikke tilfældet. De kommer herned som åringer i efteråret og går retur til Norge et års tid senere. Sådan har jeg kørt min forretning i mange år og det fungerer fint, siger Bjarne Fyenbo, som har haft trænerlicens siden 1994.
– Jeg har faktisk trænet heste for andre FØR 1994, men havde så mange heste at jeg blev tvunget til at få professionel trænerlicens. I starten havde jeg også løbsheste, men i dag er det udelukkende ungheste og jeg har det egentlig fint med at være lidt anonymt.
Succesrig opdrætter
Bjarne Fyenbo har til gengæld ofte været i fokus pga. sit opdræt – således har både Marc Mento og Per Mento vundet Jydsk 4-årings Grand Prix inden for senere år.
– Jeg bruger som regel efternavnet Halbak til mine heste og de to Mento-heste er faktisk omdøbt efter salg til de nuværende ejere, siger Bjarne Fyenbo, som de senere år har drevet sin stutterivirksomhed sammen med Mickey Larsen, Stutteri Merci.
– I øjeblikket har vi dog kun én fælles hoppe, den dobbelte norske Derbyvinder News From Heaven, der er mor til bl.a. Norvelous News (NO) (1.12,3a-808.000 NOK) og Repay Merci (1.14,8a-138.000 kr). Hun er i år i fol v/Ready Cash og det bliver måske hendes sidste føl – hun er trods alt 19 år. Jeg har selv yderligere fem følhopper, som alle er drægtige i år. De fleste af mine hopper er norskregistrerede, heriblandt en koldblodshoppe, og vi har næsten hvert år heste med på de norske åringsauktioner.
Bjarne Fyenbo siger ofte “vi” i og med at han er medopdrætter af flere af Mickey Larsens Merci-heste, bl.a. svenskregistrerede Outlaw Merci (1.13,2a-732.000 SEK) med 13 sejre i 38 starter.
Foruden de allerede nævnte er Bjarne Fyenbos hidtil bedste opdræt dog norskregistrerede Arifant (1.13,4a-1.751.000 NOK), der nu er eksporteret til Malta.
Per Mento