“Jeg blev også lidt forbavset”
Enchauffour sikrede Flemming Jensen årets første V75-sejr.
Fra startspor 10 fik den svenskfødte og -ejede hest et fint løb i tredje par udvendig, og på en god afslutning gik Enchauffour til slut forbi favoritten Art On Line til sikker sejr i tiden 1.14,8a/2140 meter.
Sejren var Enchauffours tredje i fem starter for Flemming Jensen, som i lighed med spillerne – vinderodds blev 13,05 – var lidt overrasket over sejren:
– Der var to gode heste imod med bedre startspor, så jeg blev også lidt forbavset over sejren, siger Flemming Jensen, som forventer at Enchauffour går et stykke op gennem klasserne.
– Indtil videre er der ikke noget, der tyder på at han ikke skal kunne fortsætte udviklingen. Han har styrke til meget mere og det er en tophest, der vil udvikle sig meget mere her i 2012.
Aalborg-træneren var overordnet set også godt tilfreds med dagens resultater.
– På forhånd var det ikke en dag med de bedste chancer, så jeg er godt tilfreds med det vi fik med hjem. Tara Defi tog den sidste præmie i Sølvdivisionen efter et kanonløb, så alt i alt en fin dag.
Flemming Jensen skulle have startet i V75-Mästarna, men måtte tidligere på ugen slette Vermo pga. halsproblemer og den amerikanskfødte hest er fortsat ikke på toppen:
– Han har lidt problemer med halsen som et par andre heste i stalden, så der går et lille stykke tid inden han er klar igen, men ikke noget alvorligt, siger Flemming Jensen.