“It’s a dream come true”
49-årige Noel Daley har vundet over 2.100 løb som træner, siden han i 1990 kom til USA fra Australien, men Hambletonian-sejren med Broad Bahn betyder mere end alt andet.
– Hambletonian er for travsporten hvad Kentucky Derby er for fuldblodssporten – det er det løb vi allesammen vil vinde. “It’s a dream come true”! Da jeg blev nummer to for tre år siden med Massive Muscles troede jeg, at det var så langt jeg kunne komme – jeg har trods ikke så mange ungheste i stalden – så det her er bare så fantastisk.
– Det hele har været perfekt fra dag 1 i forberedelserne frem mod Hambletonian. Broad Bahn har passet sit program helt efter planene siden sejren i forsøget i lørdags; han fik fri søndag, gik langsomt mandag, svømmetræning tirsdag, tempoarbejde onsdag, svømmetræning torsdag og i folden fredag, sagde Noel Daley på pressemødet umiddelbart efter Hambletonian Stake.
– Næste opgave bliver Colonial Trot på Harrahs Chester om 14 dage og så gælder det ellers de øvrige storløb resten af sæsonen, men som hidtil tager vi én start ad gangen. Jeg ved godt ejeren har talt om at stoppe efter 3-årssæsonen og det er selvfølgelig også en mulighed hvis han vinder flere af de store løb, men jeg er nok mest til at fortsætte et par år endnu.
– Mr Musclesman (Noel Daleys bedste hest til dato) var f.eks. bedre som ældre end han var som 3-års, men det er lidt svært at sige om Broad Bahn kan forbedre sig yderligere næste år. Jeg TROR han kan for han er endnu ikke hvad jeg vil kalde en “komplet horse”. Da jeg fik ham i træning efter Harrisburg-auktionen forrige år, sagde jeg til Ole Bach, at dén hest ville jeg ikke ha’ givet 20.000 for, men heldigvis har han udviklet sig helt fantastisk.
Noel Daley har yderligere to heste i træning for Leif Albér:
– Vi har en 3-åring, der er kommet lidt sent i gang og ikke viser det store endnu. Så er der en 2-åring, som træner fint, men det bliver ikke en ny Broad Bahn, sagde Noel Daley.