“I dag skal der ikke gemmes noget”
Starlet Beat er blandt favoritterne i Broad Bahn Dansk Hoppe Derby og ejer og træner, Bent Viborg Pedersen har ikke overraskende de optimistiske briller på.
– Vi håber og tror selvfølgelig på en rigtig god chance. Hun var fin i Derbyprøven og alt har i det hele taget været perfekt hele sæsonen, siger Bent Viborg.
– Starlet Beat er jo hurtig fra start, så jeg tror Jeppe kører til fra start, men hvis han kan se, at det bliver for hårdt at svare spidsen, er jeg sikker på at han trækker sig – hun er også god bagfra og bidder frem for alt tænderne sammen når det gælder. I dag skal der ikke gemmes noget og jeg tror faktisk hun kan en 12-tid.
Næste opgave for Starlet Beat bliver Aalborg Hoppechampionat lørdag den 14. september.
Starlet Beat er Bent Viborg Pedersens eneste hest, men den pensionerede murermester og amatørtræner har planer om at udvide stalden.
– Jeg har tænkt på at købe en hest på Derbyauktionen i aften og har kig på et par stykker, så nu må vi se. Jeg har jo tjent godt på Starlet Beat i år og har ikke længere et firma, jeg kan køre regnskabet over, så jeg risikerer et ordenligt skattesmæk og så kan jeg ligeså godt købe en plag, smiler Bent Viborg, som skal varme Starlet Beat op efter 7. løb.