“Han ødelægger det for os begge to”
Montgomery Hill kunne have leveret en overraskelse i Bronzedivisionen på Jägersro, men chancerne blev spoleret af en meget offensivt indstillet Kalmar-træner.
Nicolaj Andersen valgte at svare indersporet fra start, men fik med det samme hårdt tryk af Thomas Jonsson bag Zapdos Håjt. De to heste tog afstand fra feltet og afviklede de første 500 meter efter 1.07,3!
Først efter 800 meter opgav Kalmartræneren og trak ned i ryg på Montgomery Hill, der var slået midt på opløbet og måtte nøjes med sjettepladsen i tiden 1.12,4a/1640 meter. Zapdos Håjt var sidst over måi i 13,6.
I et “normalt” afviklet løb havde Montgomery Hill været med på stregen – måske endda vundet løbet – men nu blev det kun til en trøstpræmie på 7.000 SEK.
– Han ødelægger det for os begge to. Når jeg viser jeg vil køre i spids, burde han være gået ned i ryg længe før, men sket er sket, siger Nicolaj Andersen.
– Jeg var optimistisk i dag, eneste spørgsmålstegn var startsporet, men Montgomery Hill åbnede fantastisk og uden tryk er vi helt sikkert med på stregen.