“Han kørte alt for passivt”
Der er lang vej hjem for Team Holmer efter Mystic Flames galop i Stoeliten på Färjestad, og kredsen omkring hesten er langt fra tilfreds med Ulf Ohlssons kørsel.
– Han kørte alt for passivt! fastslår Michael Holmer, som altid kører Team Holmers heste i Danmark.
– Det er lidt irriterende når man kører ni timer og ved hesten er i orden, og hun så bliver “pakket ind” i femte par indvendig. Jeg mener Ulf Ohlsson skulle være kørt ud i andet sport meget tidligere i løbet. De svenske kuske ser meget på oddset og kører meget efter det, men vi havde fortalt ham at Mystic Flame havde vinderchance med det rigtige løb og derfor er det helt uforståeligt at han kører så passivt.
– Jeg er jo næsten nødt til at køre selv hver gang og jeg tror faktisk jeg er startberettiget i V75, hvor man skal have kørt 100 løb inden for de sidste fem år, men det var voltestart og derfor ville vi gerne have en svensk kusk. Det er smadder ærgerligt, men vi må så i stedet glæde os over at Mystic Flame har haft en kanon sæson.