“Han er helt sikkert ikke på toppen”
En af sidste års bedste 2-åringer, Ravenna, sæsondebuterer i aften i et 3-årsløb på Jägersro, men Thomas Fischer tager mest løbet som en “preparéløb” efter et halvt års pause.
Ravenna imponerede stort i sin debut, hvor det blev til sejr på Lunden i tiden 1.17,3a/1600 meter og siden fulgte yderligere en sejr på hjemmebanen, inden sæsonen blev sluttet med en tredjeplads på Åby i rekordtiden 1.16,9a/1640 meter galop.
– Ravenna fik efterfølgende meget store problemer med sine hove hver gang han fik nye sko på. Det var vi nok lidt længe om at konstatere, og i stedet for at give ham et par starter i slutningen af sæsonen, valgte vi at satse på en god 3-årssæson, indleder Thomas Fischer.
– Sidste år gik han med plasticssko og almindelige sko, men nu har Ravenne fået en såkaldt ringsko på og det fungerer rigtig godt. Han har mest trænet konditionstræning henover vinteren og fået en masse kilometer i benene. Han har ikke fået en reel udblæsning, men i stedet gået mange og lange heat i stille og roligt tempo. Derfor har jeg ikke ingen ambitioner at han er med i afgørelsen i aften. Han er helt sikkert ikke 100 & på toppen endnu, og jeg er indstillet på at han bare skal ud og have det berømte løb i kroppen. Kan vi få en god skilling med hjem er det bare en ekstra gevinst.
– Ravenna er meldt i alle årgangsløbene, men de kommer jo først senere på sæsonen, så de næste fem-seks starter gælder det bare nogle 3-årsløb rundt omkring.
Power Knight på vej tilbage
Thomas Fischers Derbykandidat Power Knight har været sat ud af spillet en måneds tid, men er snart klar igen.
– Power Knight har døjet med et sår på koden, som var længe om at hele. Det viste sig at være en stafylokok-infektion, der gav problemer og efter en peniicillin-kur er han på toppen igen. Han har gået et enkelt hurtigarbejde, hvor han virkede fin, og efter yderligere et par hurtigarbejde er han klar til start. Det bliver om ca. 14 dage, siger Thomas Fischer, som pt. har 15 heste i træning på gården i Ølstykke.