“Det var stort!”
Martin Hansen var en stolt mand søndag eftermiddag på Lunden, da Photo Princess passerede målstregen som vinder i finalen i Øresundspokalen. Billund-træneren har nemlig selv opdrættet og ejer fortsat den svenskregistrerede hoppe.
– Det var STORT at se hende vinde Øresundspokalen! fastslår Martin Hansen.
– Meningen med at sende hende til Michael Lønborg var for at prøve hende i V75 og andre godt betalte løb, og indtil nu har jeg bestemt ikke fortrudt! Photo Princess er jo som en datter for mig; hun har fulgt med mig overalt og jeg har selv gjort alting med hende, så normalt ville jeg ikke sende hende andre steder hen. Men Michael Lønborgs kæreste er min gamle staldpige Christina Olsson, som som passede Photo Princess i Billund i to år, og jeg ved hun holder lige så meget af “prinsessen” som jeg gør. Derfor var jeg helt tryg ved at sende til Sverige, og det ikke mindst takket være Christina at hun har gået så godt.
– Planen er at Photo Princess bliver i Sverige sålænge hun går det godt og kan være med. Den dag hun ikke kan eller vil mere, slutter hun karrieren og går i avlen.
6-årige Photo Princess har vundet 11 løb i 34 starter og tjent 263.000 kroner, heraf 125.000 i år.