“Det er kæmpestort”
Aftenens gladeste vindere på Jägersro var utvivlsomt Carsten Ømark Andersen & Lasse Jespersen, som fra ringside så 3-årige Speedystarmanamana vinde karrierens første sejr med sin faste kusk Ken Ecce i sulkyen.
– Det var/er kæmpestort! jubler medejer Lasse Jespersen, der af naturlige årsager ikke selv er med på billedet – som han selv har taget!
– Der var sgu våde øjne på vej hen for at tage imod knægten og Ken efter løbet! Jeg har jo stået og holdt den hest da han var knap en time gammel og ikke rigtig kunne finde ud af at die, og havde lige så våde øjne, da det endelig lykkedes en nat for snart fire år siden. Et kæmpe og flot stykke træningsarbejde Carsten har leveret sammen med vores galoppige, Kit – i øvrigt datter af amatørgaloptræner Peter Springler, hvor galoptræningen foregår. Speedystarmananamana bliver stærkere og stærkere; han har nu startet ti gange og været i pengene hver gang.
Foto: Speedystarmanamana efter sejren flankeret af Carsten Ømark Andersen, Kit Springler, Winnie Ømark Andersen, Ken Ecce og den lokale julemand.