“De fortjener alle at blive kåret”
Mikael Alling, Tina Ottosen og Anette Uglebjerg blev kåret som Årets Staldmand M/K ved Hestesportens Galla.
Det er “Trænerforeningen af 1909” der står for kåringen og foreningens medlemmer havde indstillet i alt ti personer, hvilket iflg. bestyrelsesmedlem Rene Kjær er alt for få.
– Jeg fik kun ti mails fra trænere, som gerne ville indstille en eller flere staldfolk, men der er jo masser af andre dygtige og engagerede staldfolk rundt omkring i landet, som hver især gør en stor indsats dag ud og dag ind, sagde Rene Kjær.
– Det var utrolig svært at finde frem til de tre navne, der skulle kåres, så vi endte med at udvælge fem personer og vil så trække lod blandt disse fem, men alle de nominerede fortjener faktisk at blive kåret.
Efter lodtrækning blev hhv. Anette Uglebjerg (indstillet af Bent Svendsen), Mikael Alling (indstillet af Kenneth Nielsen) og Tina Ottosen (indstillet af Rene Kjær) kåret som Årets Staldmand, som hver især modtog 2.500 kroner i kontanter – så der er lagt op til en dejlig Gallaaften!