Prix de Cornulier vundet i toptid
Foto Gerard Forni.
Verdens største montéløb, Prix de Cornulierr blev søndag eftermiddag sikkert vundet af Quif de Velleneuve med Yoann Lebourgeois i ny løbsrekord 1.12.0/2700 m
Årets Prix de Cornulier blev en forredet affære, hvor Paladin Bleu med Mottier lagde hårdt ud og en overgang var 20 meter foran feltet. De første 1200 meter afvikledes efter 1.09.4 – og de første 1700 meter efter 1.11.0.
Hele tiden havde Yoann Lebourgeois Quif de Villeneuve (Coktail Jet) med fremme på en anden-tredjeplads, og da feltet kom op til den udmattede Paladin Ble , da der manglede 600 meter, sendte Lebourgeois Quif de Villeneuve til føring.
Løbets favorit, Save the Quick (Jasmin de Flore) med Eric Raffin forsøgte at følge med, men var uden chance, og Quif de Villeneuve sejrede sikkert i ny løbsrekord 1.12.0.
Det var også en Coktail Jet-søn, der havde den gamle rekord, nemlig Magnificent Rodney med 1.12.7.
De fire første heste gennem mål var alle under den gamle løbsrekord – Save the Quick på andenpladsen løb 1.12.5 – derefter fulgte Private Love (Goetmals Wood) i 1.12.3 og Oyonnax (In Love With You) 1.12.5.
Vinderen ejes af en forholdsvis ny storhesteejer i Frankrig, Ecurie Augustin-Normand, der har både trav – og galopheste.
Quif de Villeneuve har haft en virkelig god vintersæson, idet den i december vandt finalen i Grand National du Trot med en førstepræmie på 75.000 Euro.
Det var første gang nogensinde, den startede i et monteløb, så resultatet er bemærkelsesværdigt.
Med førstepræmien på 350.000 Euro har Quif de Villeneuve nu tjent 835.000 Euro i karrieren, og den dukker troligt op i næste søndags Prix d’Amerique.
Quif de Villeneuve trænes af Frankrigs førende træner, Franck Leblanc.