Pressemeddelelse fra Stutteri Shadow
Det er med stor glæde, at vi her på Stutteri Shadow kan præsentere vores nye samarbejdspartner for den kommende bedækningssæson. Det er lykkedes os, at få en aftale i stand med dyrlæge H. C. Sørensen, Biersted, som jo er kendt som en af de førende eksperter inden for reproduktion. H. C. Sørensen skal forestå inseminering med fersk, køle og frostsæd, samt udføre øvrig veterinær behandling i forbindelse med ifoling.
Vi forsøger hele tiden at optimere vores forretning, så vi kan tilbyde de bedste betingelser for danske og udenlandske hoppeejere. Vi har en bred kollektion af kvalitetshingste og en ny stald står klar til den kommende sæson. Samarbejdet med H. C. Sørensen betyder, at vi i er i stand til at tilbyde høj faglig ekspertise i forbindelse med ifoling af hopperne.
Alt i alt kan vi tilbyde hoppeejerne en kvalitetsløsning til konkurrencedygtige priser.
Vi ser med optimisme frem til at sæson 2011 snart går i gang.
Anette og Niels Jørgen Jensen – www.stutteri-shadow.dk