Poltiken tilbage i vindercirklen
Politiken (ENS Snapshot) bedst til slut i et velbesat 4-årsløb, hvor der blev åbnet i 1.09-tempo de første 700 meter!
Ganske som ventet var Photocopy K hurtigst afsted fra start, men Steen Juul satsede også offensivt med sin nyerhvervelse Rock Hollywood, der ud af første sving kom frem udvendig for den førende.
De to kuske gav hinanden en rigtig herredyst – de første 500 meter gik efter 1.10,7 – og efter ca. 700 meter valgte Rene Kjær at trække “følelhornene” til sig med Photocopy K, hvorefter Rock Hollywood gik til spids.
Kilometeren blev herefter dæmpet til 1.12,1 og ud på sidste omgang blev Politiken sendt frem som første hest i andet spor.
Politiken kom efterhånden tættere frem til den førende Rock Hollywood, der dog kæmpede heroisk indtil opløbet, hvor kræfterne forståeligt var brugt op efter den hårde åbning.
Morten Friis kunne sidde helt stille mens Politiken gik forbi til sikker sejr foran Photocopy K, mens Appleton sluttede fint af til tredjepladsen. Rock Hollywood blev nummer fire, men det er helt sikkert en hest vi kommer til at høre mere til fremover.
– Efter starten på Bjerke var det lidt svært hvad vi skulle gøre – Skal man gi’ ham ferie eller hvad? Men dagene efter kunne jeg se, at han absolut ikke fejlede noget – jeg kunne mærke han er på toppen og var rigtig “gasset” efter Norge, så vi var nærmest nødt til at starte ham når han går så godt som i dag. Jeg havde prøvet at give ham et norsk hovedlag på for første gang, men nåede ikke at trække det, så han skal helt sikkert ikke pakkes ned endnu, sagde Morten Friis.