Politiken er blevet voksen
Torsdag aften vandt Politiken med Morten Friis sin tredje sejr inden for de sidste fire starter ganske nemt i et løb på Åby Travet.
– Politiken er blevet voksen – han er blevet mere moden og ved hvad det drejer sig om, siger Morten Friis efter sejren.
Efter en mellemsæson i fjor, hvor Politiken let kunne få prædikatet ”ikke-vinder” heftet på sig, har den store vallak efter ENS Snapshot virkelig fundet de rette takter frem i år og har foreløbig vundet fire sejre – med ret til flere.
– At det blev til galop i Koster Memorial må jeg tage på min kappe. Jeg vidste vel egentlig ikke helt hvad jeg ville i første sving og fik givet ham nogle forkerte signaler, og så galoperede han – ellers er han jo stabil som en bil at køre, siger Morten Friis videre.
De videre planer for Politiken ligger endnu ikke fast.
– Jeg har nogle løb i Sverige i kikkerten, siger Morten Friis.