Please Perfect fortsatte sejrsrækken
Steen Juul-trænede Please Perfect med Thomas Uhrberg ser ikke ud til at kunne stoppes, og selv om den ikke fik den helt optimale rejse, så var den alligevel en sikker vinder på Bjerke.
Undervejs sad parret godt lukket inde, men på opløbshjørnet fandt Uhrberg angrebsplads, og det var i ret tid.
Ned gennem opløbet speedede Please Perfect (Ens Snapshot) bedst af alle og den sejrede i 1.14.7a/2100 m – og til 100.000 kr i førstepræmie til ejeren, Light Valley Stud.
Det var femte sejr i træk – den fjerde i år og med sejren kvalificerede Please Perfect sig til start i Broncedivisionens finale på Solvalla i Elitlopps-weekenden.
Danskejede Ravenna (Legendary Lover K ) med Åke Svanstedt var løbets favorit, men kom til at sidde fast på længe førende Pike River, der gik i stå i opløbet. Ravenna gik over mål som nummer syv i 1.15.1. (grøn kusk i inderbanen)
Steen Juul havde udover Please Perfect jo også Classic Grand Cru, Neo Holmsminde samt Tycoon Conway Hall og Palermo Tårs med til Oslo.
Bedst for denne kvartet gik det for Tycoon Conway Hall (Conway Hall), der blev nummer to efter at have siddet i vinderhullet undervejs og først for sent fik chancen for slippe ud til angreb på førende Rori Axe (Ready Cash) med Jos Verbeeck.
Rori Axe sejrede i 1.16.2a/2100 m – Tycoon Conway Hall nummer to i 1.16.3 –præmie 30.000 kr.
Palermo Tårs (Storstadsbusen) var til start i monteløbet, hvor den galoperede ind i første sving.