Pippi Skovsende har sluttet karrieren
En af P-årgangens allerbedste hopper, Pippi Skovsende, har sluttet karrieren pga. hjerteproblemer.
Pippi Skovsende (1.15,1a-311.000 kr) – der bl.a. vandt Grand Circle 3 års Hoppechampionat – har i 4-årssæsonen slet ikke levet op til de store forventninger, men nu har kredsen omkring hoppen fundet årsagen.
– Pippi har været behandlet på Ansager Dyrehospital og skulle så testes i lørdags af Kent Friborg, men allerede i opvarmningen kunne vi se, at der stadig var noget galt. Hun har så igen i dag været en tur på Ansager, hvor det har vist sig, at hun har en hjertefejl, siger opdrætter og ejer Kim Skovsende.
– Det er altså forklaringen på at vi slet ikke har kunne få Pippi Skovsende til at fungere i denne sæson, så nu har vi besluttet os for at sende hende i avlen.
Lene og Kim Skovsende har nu kun to løbsheste tilbage – Pippi Skovsendes lillebror Rico Skovsende samt montéhesten Jack Rechnagel. Stalden omfatter også de to 1-årige hopper Tulle Skovsende (Frække Frederik-Starlet Flamingo) og Tikki Skovsende (Knox Jenil-Brunta Speed), der har været til tilkøring hos Kent Friborg.
– Vi har endvidere følhopperne Starlet Flamingo (s)(Carmody Lobell-La Aperitif/Larabello) og Brunta Speed (s)(Speedy Tomali-Wholly Speed/Wholly Arnie), der begge er bedækket v/Earthquake, siger Kim Skovsende.