Pinocchio HJ tilbage i Frankrig
Stald KTAS-hesten Pinocchio HJ er atter tilbage i Frankrig, hvor den under Vintermeetinget 2012/2013 tjente 35.640 Euro – eller omkring 265.000 kroner.
Pinocchio HJ er i år sendt i træning hos svenske Sofie Aronsson, der træner på Harras des Plessis, hvor Axel Jacobsen også har stået tidligere, når han har haft heste til vintertræning i det franske.
Stutteriet ligger tæt på det berømte træningscenter Chamant, hvor legendariske Charley Mills holdt til.
På lørdag får Pinocchio HJ sin løbsdebut for Sofie Aronsson, der har fundet et propositionsmæssigt helt perfekt løb på banen i Chartress.
Pinocchio HJ skal ud i et monteløb over 2800 meter og har 25 meter tillæg. Løbet er for heste, der ikke har tjent mere end 149.000 Euro.
Pinocchio HJ starter med 148.473 Euro!
Løbet er forbeholdt lærlinge, og til at ride Pinocchio HJ har man fået Sebastian Emmanuel Pasquier, der er en af fransk travsports mest lovende monte-jockeys.
I år har han vundet 28 sejre og siden den 1. september er det alene blevet til 5 sejre i 16 starter.